Turkmenistans præsident vandt et hestevæddeløb, men styrtede efter målstregen. Nej, kun det første er sandt, siger det centralasiatiske lands statskontrollerede medier, der normalt viser Gurbangulij Berdymukhamedov som en halvgud. Turkmenere fik derfor ikke lov til at se hans styrt. Statsligt tv viste kun præsidenten vinde, men ikke dramaet, da Berdymukhamedov ville hæve sig i sadlen for at modtage folkets hyldest, men landede med ansigtet i gruset. Det lykkedes nyhedsbureauet EurasiaNet.org at sende billeder ud, der viser, at andre heste var tæt på at trampe på præsidenten, men andre nyhedsbureauer oplevede, at deres billeder blev fjernet. Tilskuerne blev visiteret, og fotoapparater og mobiltelefoner konfiskeret. Det samme skete for alle flypassagerer på vej ud af Turkmenistan efter væddeløbet i søndags.
Forsamling jublede over hestekys
Eurasia.Net skriver, at det i næsten en time var usikkert, om Berdymukhamedov, der blev båret bevidstløs ud, stadig var i live. Alle udgange fra væddeløbsbanen ved hovedstaden Asjgabat blev spærret. De tusindvis af tilskuere sad så stille, »at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Endelig tog kamerafolk igen opstilling, da Berdymukhamedov viste sig kort. Han bevægede sig stift, men vinkede til tilskuere, der brød ud i jubel«.
»Tilskuernes opmærksomhed var naglet til den gyldne pil Berkarar (præsidentens hest, red.). Præsidenten viste endnu engang sin høje klasse, ikke bare som rytter, men også sit store mod«, skrev regeringsavisen Neutralntij Turkmenistan.
Hundredvis af gæster, herunder journalister og medlemmer af hesteklubber rundt om i verden, var inviteret til væddeløbet med alt betalt af Turkmenistan som led i en årlig hestefestival. De 63 millioner kroner, som Berdymukhamedovs førsteplads indbragte, vil han skænke til promovering af den turkmenske hesterace Akhal Teke, som Berkarar tilhører.
EurasiaNet skriver: »Den turkmenske leder, der er kendt for sin kærlighed til heste, prøvede at kysse Berkarar, men den trak sig væk. Han insisterede og trak den til sig. Forsamlingen jublede. I Turkmenistan kan øjensynlig kun en hest modsætte sig Berdymukhamedov og slippe godt fra det«.
Ekstremt diktatur
Siden Turkmenistan blev uafhængigt efter Sovjetunionens fald i 1991, har det været et ekstremt eksempel på et diktatur. Den første leder, Saparmurad Nijasov, skabte en bizar personkult og kaldte sig Turkmenbasji, alle turkmeners far. Hans aparte åndelige guide blev gjort til obligatorisk læsning i skolerne. Han forbød opera, ballet og vestlig musik, fordi det var »i strid med turkmensk kultur«.
Det vakte håb om opgør med personkulten, da Nijasov døde i 2006, men Berdymukhamedov har i stedet skabt sin egen, og han blev søndag hyldet »med stormende bifald«, ifølge det statslige nyhedsbureau TDH.






























