USAs værste mareridt blev til virkelighed

»Jeg så folk springe ud for at undgå flammerne, lige før det første tårn brasede sammen. Folk blev smadret imod gaden. Det var forfærdeligt. Om jeg så bliver 100 år, vil jeg aldrig glemme det«. Ed Vaughan er i dyb chok. Han var i en af nabobygningerne til World Trade Center i Barclay Street for at udføre sit arbejde i Bank of New York, da han hørte, at der var problemer ovre på World Trade Center. »Jeg gik op på 16. etage og så, at begge tårne var i brand. I første omgang fik vi besked på at blive i banken, men kort efter fik vi ordre om, at bygningen skulle evakueres. »Ellers ender i med at blive historie«, sagde en politimand til os«. Alle løb for livet »Så faldt den første bygning, og alle løb for livet. Det var som en vulkan med støv, sten og alt muligt andet, der kom væltende ned. Det er forfærdeligt. Jeg havde venner, som arbejdede i World Trade Center. Jeg ved ikke, hvad der er sket med dem. Alle burde bede for ofrene og deres familier«. »Der er tale om en grufuld terrorhandling, men det er for tidligt at udtale sig om, hvem der står bag. Det hele var planlagt, og der er tale om krig«, siger Ed Vaughan og konkluderer det, som de fleste amerikanere følte tirsdag: »Det er den værste dag i USAs historie«. Første tårn braser sammen Straks efter at der blev slået alarm, kørte Politiken taxachauffør Nikolaos Navrakis ned mod World Trade Center. Chaufføren havde kort forinden oplevet det første fly drøne ind i World Trade Center, da han kørte med en kunde på Fifth Avenue. »Jeg så ikke flyet komme ind, men hørte pludselig et kæmpebrag og så et stort hul åbne sig i det ene tårn. Røgen begyndte straks at brede sig over mod Brooklyn på den anden side af East River. Det her forventer man ikke i virkeligheden. Det er kun noget, man ser på tv og i skrækfilm«, fortæller Navrakis. Pludselig braser det første tårn sammen foran os. En kæmpesky breder sig over det sydlige Manhattan. I radioen græder den kvindelige speaker. Folk på fortovene kigger chokerede mod det sydlige Manhattan. Tårerne strømmer nedad kinderne på mange, flere besvimer og falder om på gaden, mens andre trykker små radioer ind til deres ører. Dette er Amerika i panik. I taxaens radio bliver det værre og værre. Der kommer meldinger uafbrudt. Så bombes forsvarsministeriet i Pentagon. Så evakueres Det Hvide Hus, og så lover præsident George W. Bush fra et besøg i Florida, at han vil »jagte terroristerne om nødvendigt til verdens ende«. Al trafik stopper Navrakis sætter mig af på Grand Street, hvor politiet har afspærret gaden ved hjælp af unge mennesker, der hjælper med at dirigere trafikken. Ambulancer, brandbiler og politibiler drøner hele tiden med fuld udrykning mod World Trade Center. Al anden trafik er stoppet. Busserne kører ikke længere. Subwayen er lukket, og der er posteret betjente ved nedgangene. Folk står rundt omkring biler og lytter til radioen, mens forfærdelsen breder sig i deres ansigter. Hele tiden kigger de ned mod røgen fra World Trade Center, hvor der på dette tidspunkt kun er ét tårn tilbage. Springer i døden Pludselig springer små fluelignende væsener ud fra det tiloversblevne tårn. De omkringstående skriger, at det er mennesker, der springer ud. I samme øjeblik styrter tårn nummer to sammen. Rundt omkring mig græder og skriger folk højlydt. Michael Downing er veteran fra Golfkrigen. Han hævder, at myndighederne vidste, at der var noget på vej: »For to uger siden fik alle veteraner besked om at melde sig. Det tyder på, at de vidste, at der var noget på vej. Jeg meddelte militæret, at jeg ikke var til rådighed, fordi jeg har seks børn. »Jeg bor to gader herfra og gik straks herhen, da jeg hørte braget. Jeg så fly nummer to drøne ind i det andet tårn. Bagmændene vidste nøjagtigt, hvad de gjorde. Vi ved alle, hvem der står bag. Vi skulle have ordnet dem under Golfkrigen, jævnet hele Mellemøsten med jorden og asfalteret det«. Reddede livet Byplanlægger Paul Bruun var på vej for at stemme ved tirsdagens borgmesterprimærvalg i New York på sin bopæl i bydelen Queens. Derfor kom han for sent på arbejde. Det blev Bruuns store held. »Hvad kan være værre end det her? Jeg forsøgte at komme ud til min arbejdsplads på Staten Island syd for Manhattan, da jeg så det første tårn styrte sammen. Forsinkelsen på grund af stemmeafgivningen har måske reddet mit liv. Jeg kunne lige så godt have været inde mellem bygningerne«, fortæller Bruun. »Jeg så fly nummer to drøne ind i det andet tårn. Bagmændene vidste nøjagtigt, hvad de gjorde. Vi ved alle, hvem der står bag. Vi skulle have ordnet dem under Golfkrigen, jævnet hele Mellemøsten med jorden og asfalteret det« Sidder på kantstenen og græder Hele tiden kigger folk skrækslagne op imod himlen, når de hører lyden af et fly. På dette tidspunkt er alle New Yorks lufthavne lukket, og der er kun helikoptere over den panikramte by. Anitra Haendale sidder på kantstenen og græder. Hun er fuldstændig i chok og læner sig grædende ind mod min skulder, mens hun fortæller om sine oplevelser og tilsyneladende får det lidt bedre ved at få det ud: »Da jeg trådte ud fra subwaystationen på vej til mit arbejde, var der fyldt med mennesker, og jeg så flammerne fra World Trade Center. Jeg var med det samme klar over, at der var tale om et terrorangreb. Umiddelbart tænkte jeg rent egoistisk, hvorfor jeg ikke havde mit kamera og optagerudstyr med«, siger Haendale og begynder at græde igen. »Jeg gik ud på gaden blot for at være sammen med andre mennesker. Jeg er så bange for, at den dumme Bush vil foretage en fuldstændig vanvittig handling, så det bliver endnu værre. Forstår de da ikke, at aggressioner blot betyder nye aggressioner. I dag har vi fået dokumenteret, at et dyrt missilforsvar ikke hjælper mod terror«. »New York bliver aldrig den samme by igen efter i dag. Det var, hvad vi alle frygtede. Jeg har altid troet, at det værste ville være et atombombeangreb, men det gør jeg ikke længere«, siger Anitra Haendale. Frygter for venner i World Trade Center Catherine Marcuccio frygter, at hun har mistet venner og arbejdskolleger i World Trade Center. Hun er enig med Haendale i, at det er svært at beskytte sig mod en fej fjende, som ikke tør stå ansigt til ansigt med en. »Et missilforsvar kan ikke hjælpe os mod den slags angreb. Ligegyldigt hvor stort et forsvarsbudget vi har, så kan det ikke stoppe den slags terrorhandlinger. De har ofret uskyldige amerikanere til ingen verdens nytte ved at angribe New York i dag«, siger Marcuccio. Bag os skriger en blåklædt officer fra det amerikanske forbundspoliti FBI til de nysgerrige, som er trådt ud på gaden: »Hvorfor flytter I jer ikke? Skal folk dø, for at I kan få tilfredsstillet jeres nysgerrighed?« Vi fortrækker væk fra New Yorks inferno, men lyden af skrig, gråd og hylende sirener vil for evigt sidde i vore øren.