Det værste er snart overstået for indbyggerne i den tyske storby Dresden.
De seneste dage har hundredvis af frivillige sammen med beredskabsfolk og soldater arbejdet i døgndrift på at sikre diger med sandsække og dæmme op for oversvømmelserne i takt med at vandstanden i floden Elben er steget og steget.
Her til morgen er vandet steget til 8,74 meter mod normalt to meter, og ved middagstid ventes det, at vandstanden vil toppe, skriver den tyske avis Bild, som løbende opdaterer situationen på sin hjemmeside.
Banegård oversvømmet
Ifølge de regionale myndigheder er der dog stadig et stykke vej til rekorden, som blev sat i august 2002, hvor vandstanden i Elben blev målt til 9,40 meter under det, der i Tyskland betegnes som århundredets oversvømmelser.
To personer savnes efter oversvømmelser i Østrig
Her blev blandt andet den daværende hovedbanegård i byen totalt oversvømmet, og det samme gjorde dele af den historiske bykerne i Dresden, der under 2. Verdenskrig blev slemt skadet under de allierede styrkers luftbombardement.
De seneste år har der været mindre oversvømmelser efter, at Elben i 2006 steg til 7,40 meter og i 2011 steg til 6,80 meter.
Denne gang er omkring 600 personer foreløbig blevet evakueret, mens mange andre er uden strøm.
Værst i byerne
De voldsomme oversvømmelser, som primært har ramt Tyskland, Tjekkiet og Østrig, skyldes, at en front med kold og varm luft har taget ophold over Europa.
Sammenstødet mellem den varme og den kolde luft har ført til kraftig regn og fået vandet i floderne til at stige voldsomt.
Styg vejrfront skyld i vandkaos i CentraleuropaPå landet kan vandet brede sig uden større problemer på jorden langs floderne, men i byerne kan det give store vanskeligheder, fordi vandet ikke kan opsuges af enge og marker.
Foreløbig meldes der om mindst 12 dræbte og flere savnede under oversvømmelserne, mens de materielle skader ikke er gjort op.
Hjælp til genopbygning
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, var forleden på besøg i de hårdt medtagne områder i Sydtyskland, hvor blandt andre store dele af byen Passau kom under vand.
Merkel har meddelt, at regeringen og delstaterne vil give 750 millioner kroner til den første oprydning og genopbygning af for eksempel beskadigede veje.
LÆS OGSÅ Dansker i Prag: Flodens rasen gennem byen er et tilløbsstykke
fortsæt med at læse




























