Ecuador: Vi smugler ikke Assange ud i bunden af en bil

Lyt til artiklen

Ecuador vil fortsat tilbyde asyl til stifteren af Wikileaks, Julian Assange, der i snart et år har holdt sig skjult på det sydamerikanske lands ambassade i London.

Sådan lyder det fra Ecuadors udenrigsminister, Ricardo Patino, efter samtaler mandag med sin britiske kollega, William Hague.

Klar til at blive i fem år
Dermed formåede de to politikere ikke at opnå et gennembrud i sagen, og ifølge Ricardo Patino er Julian Assange parat til at blive på ambassaden de næste fem år, hvis det skulle bliver nødvendigt, indtil der er fundet en diplomatisk løsning.

Assange hylder jaget spion-sladrehank: Han er en helt

Den 41-årige stifter af Wikileaks søgte tilflugt på Ecuadors ambassade 19. juni sidste år, efter en britisk domstol beordrede ham udleveret til Sverige, hvor han er sigtet for voldtægt og sexovergreb.

Selv om det ikke lykkedes at finde en diplomatisk løsning, afviser Ecuadors udenrigsminister, at man vil smugle Assange ud af Storbritannien i nattens mulm og mørke.

»Hr. Assange vil ikke flygte fra vores ambassade. Han kommer ikke ud gennem en tunnel eller i bunden af en bil. Han vil forlade ambassaden gennem hoveddøren«, siger Ricardo Patino.

Afviser beskyldninger om voldtægt

Assange afviser beskyldningerne om voldtægt og sexovergreb og siger, at anklagerne er politisk motiveret og er beslægtet med de tusindvis af hemmelige amerikanske dokumenter, som Wikileaks har frigivet.

LÆS OGSÅ Assange-offers advokat vil have et øget pres på Ecuador

Julian Assange frygter, at en udlevering til Sverige vil bane vejen for en udlevering til USA, hvor han kan blive retsforfulgt for at have offentliggjort de mange dokumenter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her