Diplomatiet har sit eget kodesprog.
Når to udenrigsministre eksempelvis siger, at de har haft en god debat, betyder det, at de har lyttet til hinandens synspunkter uden at blive enige om det mindste.
Tidligere på ugen kunne den britiske udenrigsminister, William Hague, og hans kollega fra Ecuador, Ricardo Patino, der var kommet tilrejsende fra Quito, ikke engang svinge sig op til en så floromvunden formulering.
»Vi holder kommunikationslinjerne åbne«, var meldingen, der kom ud, efter at de to ministre havde holdt et 45 minutter langt møde med et eneste punkt på dagsordenen: den australske WikiLeaks-stifter Julian Assange og hans fremtid.
LÆS OGSÅ Assange-offers advokat vil have et øget pres på Ecuador
De to lande står på hver sin side af en konflikt af internationale dimensioner. En australsk statsborger, der opholder sig i Storbritannien, er krævet udleveret til Sverige, jagtet med henblik på retsforfølgelse af USA og lovet asyl i Ecuador.
Ecuadors regering ser med præsident Rafael Correa sig selv som forsvarer af Julian Assange og dermed af ytringsfriheden. Og måske også en smule som et land i Sydamerika, der tør gå stik imod den amerikanske regering, der gerne ser Assange bag lås og slå, efter at han frigav hundredtusindvis af fortrolige dokumenter via WikiLeaks.
Læs også
Assange hylder jaget spion-sladrehank: Han er en heltStorbritannien er på sin side bundet af internationale konventioner og aftaler og har forpligtet sig til at udlevere Julian Assange til Sverige. Længere er den ikke, lyder den britiske regerings standpunkt.
»Vi kan ikke fravige vores pligt til at udlevere ham til Sverige«, har William Hague understreget igen og igen.
Sverige har på sin side ikke udvist tegn på, at anklagemyndigheden er parat til at fravige sit krav på at afhøre Assange, der er under mistanke for seksuelle overgreb på to svenske kvinder.
Og der er heller intet, der tyder på, at USA på nogen måde er parat til at glemme og tilgive den skade, WikiLeaks har tilføjet landets diplomatiske og internationale omdømme. Assange er blevet en principsag for mindst fire nationer. Ingen af dem hans egen.
Manden på altanen
Det er nu et år siden, at Julian Assange efter at have udtømt alle retslige muligheder i Storbritannien for at undgå en udlevering til Sverige pludselig dukkede op på altanen i nummer 3 i Hans Crescent i det fashionable Londonkvarter Knightsbridge.
Her fortalte han, at han havde søgt om og fået asyl i Ecuador, hvor regeringen er parat til at beskytte ham mod udlevering til Sverige, der ifølge Julian Assanges egen vurdering vil føre direkte til en udlevering til USA, hvor han mener at risikere enten fængsel på livstid eller dødsstraf for at have medvirket til at lække dokumenter sammen med den tidligere ansatte i den amerikanske hær Bradley Manning.
LÆS ARTIKEL
Men asyl er én ting, at komme til Ecuador en anden.
Så snart det blev klart, hvor Julian Assange befandt sig, satte det britiske politi døgnvagt uden for ambassaden. Parat til at sikre sig, at hvis WikiLeaks-stifteren satte så meget som en lilletå uden for døren og dermed satte sig uden for den diplomatiske frizone, ambassaden er, ville han blive pågrebet og sendt til Sverige, hurtigere end man kan nå at sige udleveringsaftale.
I dag kan Assange så fejre sit 1-års jubilæum på ambassaden. I et værelse med udsigt over Londons dyreste stormagasin Harrods og med frit udsyn til turister og londonere, der sidder i solskinnet og labber latte i sig på udendørs cafeer, der lige så godt kunne ligge i et andet land.
Den røde murstensbygning med de hvide altaner bliver stadig bevogtet af mindst tre uniformerede betjente i dagtimerne, ligesom der også er politivagt på hver eneste nat. Denne principfasthed har indtil videre kostet briterne mindst 26 millioner kroner. Men der er ingen tegn på, at tålmodigheden hos hverken ambassaden eller politiet er ved at være tyndslidt.
Vi lukker ingen ind
I går, da Politiken besøgte ambassaden, var gardinerne bag det ecuadorianske flag trukket for, og der var ingen døre eller vinduer åbne ud til det virkelige liv, der foregår på gaden under Assanges frivillige fængsel.
Når den lyshårede aktivist har et budskab, indkalder han til pressekonference, som bliver afholdt fra den hvidmalede smedejernsbalkon. Andre gange skriver han harmdirrende indlæg på internettet, hvor han bebrejder medierne for at være for dovne og gøre for lidt med de afsløringer, der ligger frit tilgængelige på nettet, og bruge for lidt tid til at grave i de oplysninger, han har været med til at gøre tilgængelige.
Men manden selv er det svært at komme til at træffe personligt.
Den mørkebrune, spidsbuede dør ind til ambassaden blev åbnet af en solidt bygget sikkerhedsvagt med headset i øret.
»Vi lukker ingen ind«, meddelte han resolut.
Uanset hvilket spørgsmål han i øvrigt blev stillet, var det hans faste replik, og han holdt sig til det manuskript.
»Danmark er nærmest ligesom Sverige«
I receptionen forklarede den mandlige receptionist, at uviljen »nok skyldes, at Danmark nærmest er ligesom Sverige. I hvert tilfælde har de to lande samme holdning«, mente han.
Han forklarede, at »hundredvis« af journalister kommer tilrejsende fra hele verden for at få lov til at tale med manden på altanen, Julian Assange.
»Ork, de kommer både fra Sverige og Australien, og tit må de gå forgæves. Nogle gange siger han også nej til BBC«, sagde han og trak på skuldrene og forklarede, at det kan være svært at være lukket inde på ambassaden.
»Vi er nødt til at være sikre på, hvem vi lukker ind til ham. Der er mange mennesker i den her verden, der ønsker at gøre ham ondt, ønsker at skade ham«.
fortsæt med at læse
