Tyrkiet: Demonstranter står helt stille - politiet storindkøber tåregas

PROTEST. En enkelt mannequindukke står blandt de fredelige demonstranter på Taksimpladsen i Istanbul.
PROTEST. En enkelt mannequindukke står blandt de fredelige demonstranter på Taksimpladsen i Istanbul.
Lyt til artiklen

Det tyrkiske politi skal have den store tegnebog frem: Der skal anskaffes 100.000 nye tåregasgranater, 60 ekstra vandkanoner og lige så mange nye indsatskøretøjer.

Det skyldes de omfattende protester mod ministerpræsident Recep Tayyip Erdogans styre - protester, der har tømt ordensmagtens lagre af tåregasgranater og taget hårdt på materiellet i vognparken.

Ifølge tyrkiske medier skal købene finansieres af ministerpræsidentens kasse til uforudsete udgifter.

LÆS OGSÅ Tyrkiet: Måling viser stigende støtte til oppositionen

Samtidig har de demonstrerende opgivet de direkte sammenstød med politiet i Istanbul, hvor der de seneste uger har været store uroligheder under protesterne mod regeringen.

I stedet står demonstranterne stille. Helt stille.

Det er inspireret af en aktivist, der stillede sig op på den centrale Taksimplads i otte timer med blikket fast rettet mod et kæmpeportræt af Kemal Atatürk, det moderne Tyrkiets landsfader.

Fredsommelighed får ros

Aktivistens stille protest har inspireret andre demonstranter, der nu følger hans eksempel.

Den stilfærdige protestform får ros fra viceministerpræsident Bülent Arinc, der ellers tidligere har truet med, at hæren kunne blive sat ind mod regeringsmodstanderne.

LÆS ARTIKEL Politiker: Tyrkiet er rede til at sætte hæren ind mod demonstranter

»Hvis de her protester ikke generer den offentlige orden eller omgivelserne, så vil vi ikke gribe ind«, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

På den anden side har ministerpræsident Erdogan ladet vide, at han vil øge politiets beføjelser til at gribe ind. Tyrkiske medier skriver, at politiet har anholdt mindst en snes mennesker under aktioner mod venstreorienterede grupper i Ankara og Istanbul.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her