Nogle venter i timevis på en rockstjerne. Andre, som denne skribent, venter hellere på en præsident.
Stedet er Berlins militærlufthavn, Tegel, hvorfra præsidenten og følge i aftes skulle flyve hjem efter et to-dages besøg i Berlin.
Politikens udsendte har koblet sig på gruppen af pressefotografer, primært fra de internationale nyhedsbureauer, som skal levere billeder til medier i hele verden. Selv har jeg blot min iPhone. »Very Scandinavian«, siger en af fotograferne, mens han pakker sine tunge fototasker ud og gør de store telelinser klar.
Vi har god tid. Klokken er 19.15 og præsidentparret ventes at ankomme cirka 21.30 fra den officielle middag med Angela Merkel og Tysklands spidser i Charlottenburg.
Først pølser og kartoffelsalat så sikkerhedstjek
Vores forberedelser er startet klokken 18 i pressecentret i Reichstag, Tysklands parlamentsbygning, der ligger ved Brandenburger Tor og den Pariser Platz, hvor Obama talte i går eftermiddag ved en lukket fest.
Efter et gedigent tysk måltid mad med pølser og kartoffelsalat, skal vi igennem grundige sikkerhedstjek med gennemlysningsapparater og metaldetektorer på samme måde som i lufthavnen. Alt kameraudstyr og telefoner bliver desuden kørt hen over med en lille strip. Stemningen er venlig og afdæmpet. Vi bliver ført ud på en længere gåtur i de underjordiske gange under Reichstag, og videre ud i de ventende pressebusser, som kører os ud til Tegel lufthavn med politieskorte og blå blink.
8.000 betjente på gaden
Berlins gader virker øde. 8.000 politifolk er udkommanderet for at passe på præsidenten, og ved hvert et hjørne, vi kører forbi på vej ud til lufthavnen, er der politibiler og bevæbnet betjente. Hele parkeringspladser er fyldt op med politibiler, som holder i rækker efter rækker.
Da vi nærmer os lufthavnen, kan vi se Air Force One på afstand. Tror vi nok. Er det den, spørger folk hinanden. Fotograferne tager billeder gennem ruderne for en sikkerheds skyld. Vi kommer ud af busserne og bliver vist hen på en tribune på landingsbanen. Alle halvløber op på tribunen for at få en god plads.
LÆS OGSÅ Obama i Berlin: Nu skal vi også skrive historie
Fotograferne slæber store tasker, telelinser og andet tungt gods med op på tribunen. Og jo, det er Air Force One, og vi står lige foran den. Piloten sidder på sin plads og motorerne kører, selvom om der er mindst to og en halv time til præsidentparrets forventede afrejse. Længere væk står den anden Air Force One, af sikkerhedsgrunde er der altid to, og bag den yderligere en tredje jumbojet med påskriften North America.
Jakkesæt og spadserdragter går op og ned og frem og tilbage mellem flyene. For dem er det tilsyneladende heller ikke hverdagskost at være så tæt på, for de skiftes til at fotografere hinanden ved siden af flyet. De mange politibetjente, der holder opsyn på landingsbanen, har også taget kameraet med. Alle går og fotograferer hinanden foran flyet. Det er ikke kun politiken.dk's udsendte, der synes, det her er stort.
Sikkerhedsvagter står rundt omkring i bedste Kevin Kostner-stil og holder øje. Nogle af dem har kun blik for os på pressetribunen. Andre sørger for at kigge i andre retninger. Oven over os flyver en helikopter i ny og næ. Der kommer hele tiden nye folk til i uniform af en eller anden slags. Luften er fuld af forventninger. Ved 20-tiden går tre rødklædte mennesker i gang med at rulle den røde løber ud.
En af dem fejer løberen så minutiøst, at ikke den mindste fold kan slippe igennem, mens de to andre sætter tape under løberen. Fru Obama skulle jo nødig snuble i sine højhælede.
Politiken.dk i Berlin: Brandenburger Tor har aldrig været så sikretDer er stadig længe til 21.30. Og grænser for hvor meget, man kan justere kameraet. Nogle sætter sig på gulvet, andre ryger en smøg og sludrer. Pludselig sker der noget. En sort bil ruller op til den røde løber. Fotograferne er beredte. Hvem kan det være? Ud stiger præsidentparrets to døtre, Sacha og Malia. Sammen med deres mor har de brugt de to dage på et lynkursus i Berlins historie. De skynder sig ud af bilen og løber nærmest op ad trappen og ind i sikkerhed i Air Force One. Den kvindelige chauffør holder længe og gør det svært for fotograferne at tage gode billeder af pigerne. De gigantiske telelinser kan dog noget.
Vi falder ned igen. Og venter. Og venter. Solen er på vej ned, temperaturen over 33 grader og Berlins aftenhimmel ganske smuk. Det er mine fødder til gengæld ikke. Varmen og de mange timer stående har sat sit præg. Utålmodigheden rører på sig. Klokken bliver 21.30. Air Force Ones afgangstid ifølge programmet. Der går dog yderligere 20 minutter, før vi kan skimme blinkende lys i horisonten. Kortegen er på vej.
Pludselig går det hurtigt. Fra både højre og venstre siden ankommer en karavane af biler med blink og sorte ruder, som kører hen over kørebanen med høj fart og fletter sig ind og ud af hinanden. To tyske politibetjente, der har stået og sludret, er pludselig fanget mellem de krydsende biler og må løbe for ikke at blive kørt ned.
Unge soldater, som for lidt siden har lavet en militærparade foran os, har taget opstilling ved Air Force One. De står snorlige. En enkelt af dem kommer til at grine, men får hurtigt stoppet sig selv igen. Det er alvor, det her.
Endelig er der én bil, som stopper ved den røde løber. Jeg kan tydeligt se hr. og fru Obama inde i bilen. Ud mod vores side træder Michelle Obama ud og får en hånd af en kvindelig betjent. Fotograferne arbejder på højtryk. Mine hænder bliver svedige og fumler med kameraet i iPhonen. Hvem der havde et ordentligt kamera lige nu. Til den anden side træder præsidenten ud, giver hånd til en eller anden, og går straks op af trappen med sin hustru. Der er kun 10 meter mellem os. Da de når op til øverste trappetrin råber fotograferne så højt, at præsidentparret vender sig om og vinker. Flyet letter umiddelbart efter.
Jeg har set ham. Mission completed.
