Ib Michael skriver: Den underlige brusen

Det fødes - som alle katastrofer - i stilhed og helt uden for de levendes rækkevidde. 'Nordkaperen' ligger opankret i Ao Sane-bugten ud til Andamanerhavet og med udsigt til det sydligste punkt på Phuket. Jeg bor i en bambushytte, et stenkast fra bugten, hvor brændingen skyller ind over klipper og koralrev. Juleaften er lykkeligt overstået. Det er som regel noget knold i troperne, og dagen derpå, juledag, har jeg hjulpet til med at installere et navigationsprogram kaldet Tsunamis 99 på 'Nordkaperen's computer. Vi er enige om, at det er et uheldsvarslende navn for et system af elektroniske søkort til at navigere rundt på verdenshavene med. At også moderne søfolk er overtroiske er mere end en myte. Senere samme dag har vi vinket farvel til kaperen, der har sat kursen mod en palmeø, hvor de vil ankre op i en lille lagune, vi kender, foran en hvid strand med koralrev turkisblåt vand og koralrev. Den nye besætning skal have en god start på togtet. Lavt tidevand Om søndagen, 1. juledag, står jeg tidligt op for at svømme i den allerførste solstribe. Jeg skraber knæet på en koral og undrer mig over, at tidevandet er så lavt, men det er næsten fuldmåne og springflod, så okay. Da jeg går i land igen, er min japanske ven, samuraien, ankommet og er i gang med sine karateøvelser på stranden. I de fleste andre bungalower sover folk endnu, der er endnu et par timer til køkkenet åbner. Ao Sanes køkken er fantastisk, thai-mad når det er bedst. Her har vi holdt mange gode fester med vennerne. Jeg spiser rissuppe med rejer, ingefær og chili hver morgen, slutter med en tallerken frisk frugt. Men stedet er endnu præget af julefestlighederne, og køkkenet åbner sent. Det er dagen, hvor jeg har tænkt mig at opsøge manageren og brokke mig over, at jeg ikke kan få en bungalow, der ligger lige ud til havet og korallerne. Jeg bor helt oppe under kokospalmerne, og når jeg kravler op i hængekøjen, svæver jeg højt over det hele og deler brisen med palmerne. Vandet løb den forkerte vej Jeg spiser morgenmad som den første. Går tilbage til min bungalow i bageste række og sætter mig til computeren. Klokken er lidt over 10 om formiddagen. Da jeg ser op fra tasterne, er det, fordi en brusen har påkaldt sig opmærksomheden, afvandingskanalerne er pludselig løbet fulde, men vandet løber den forkerte vej - fra havet og op! Jeg rejser mig og går helt ned til stranden. Et surfbræt ligger over gangstien, vandstanden må have løftet det op, og nu ligger koralrevet nærmest blottet. »Tsunami!«, siger min japanske ven og nikker smilende til mig fra sin terrasse. Jeg griner tilbage. Men der er pludselig alt for stille i verden. Jeg har prøvet det en gang før under et vulkanudbrud på en af Galapagosøerne. Dengang blev stilheden brudt af fugleskrig, som kogte op i et pludseligt helvedeskor, men her fortsætter stilheden. Der er noget rivende galt; jeg vender om og går tilbage til min egen terrasse med hængekøje og computer. Den underlige brusen vender tilbage. Denne gang bliver vandet suget ud af bugten, og korallerne ligger blottet med deres knivskarpe kalkskeletter. Hundene er klogere end alle os andre; pibende og med halen mellem benene forsvinder de op ad skrænterne, højt op på bjergryggen, længe før vi overhovedet aner, hvad der er under opsejling. Vandet vender tilbage Thai-børnene løber ud for at fange de krabber, som kravler på revet og i tidevandspytterne. Høje barnestemmer i jubellejet. Fra restauranten, som er fuld af folk nu, løber Nii fra tjenerstaben ud og griber tumlingen Jenny, stedets blebarn og maskot, i armen. Jeg læner mig ud over verandaens rækværk, mystificeret. Den underlige brusen bliver højere; det er vandet, der vender tilbage. Pludselig skyller en bølgekam ind mod børneflokken, og et par svømmere længere ude giver sig til at crawle for fuld kraft. Som dykker undgår man ikke indimellem at blive tumlet omkring med af stærke havstrømme, men af svømmernes bevægelser fremgår det, at de er i større magters vold. I det samme ringer min mobiltelefon. Det er 'Nordkaperen's kvindelige skipper; hendes stemme er helt rolig, da hun spørger: »Hvordan er situationen hos jer?«. Jeg returnerer straks spørgsmålet og får at vide, at 'Nordkaperen har knækket ankerstokken, og de er stukket til søs med fanden selv i hælene. En tsunami, udgående fra et undersøisk skælv, har løftet dem fri af ankerpladsen, og de har besluttet sig for at stå til havs. Pludselig er jeg ikke længere mystificeret, nu har ordet været nævnt tre gange, og tredje gang er det alvor. Lyden er ædende ond Jeg begynder at aflægge rapport; hører mig selv sige, uden egentlig forundring, at der flyder biler rundt i bugten. Jeg hører høje skrig nede fra restauranten, hvor folk flygter op ad nedkørselsvejen for at bringe sig i sikkerhed. Vandmasserne svulmer fortsat, den turkisfarvede lagune er blevet til brunlig-gult slam og vælder op mod klipperne. Jeg fortæller med en lidenskabsløs ro, som man også må have kunnet høre på dækket af 'Titanic'. Det giver ekko i egne ører af fremmedhed, eller også er det telefonforbindelsen. Jeg fortæller, mens det sker: Vandstanden når de første hytter i rækken og løfter dem op fra fundamenterne med en uhyggelig knagen, ædende ond, lyden er ædende ond. Uden at hæve stemmen hører jeg mig selv sige, at nu kollapser hytterne lige foran min, og aldrig så snart er ordene ude af munden, før det sker. Jeg står naglet til rækværket, da de første strømhvirvler begynder at cirkle om betonstolperne, der udgør min egen hyttes fundament. Taget fra bungalowen lige foran min braser sammen og lægger sig fladt på jorden. Jeg hører lyden af bærende konstruktioner, der knuses indefra, og pludselige spær rager ud. Der bor en ældre dame i hytten, hun skriver på computer ligesom jeg og har sejlet i disse farvande gennem tyve år. Jeg råber, men får intet svar. Tre andre hytter i rækken foran min brager sammen, jeg siger til skipper, at vi må slutte. Der er, som om det ikke vil ind i mine øjne, wc-kummer ligger brækket op, betonmurene til hytternes badeværelser er faldet ud. Stilhed Stadig med mobiltelefonen i hånden stirrer jeg lammet på ødelæggelserne, som synes at have fundet sted i tidsrummet, inden jeg har fået lagt på. Tid står stille. Der er også stille fra de hytter, der er faldet sammen, ingen jamren. Jeg beder til de højere magter om, at de var tomme, griber min bærbare computer og husker strømforsyningen. Jeg løber højere op ad bjergsiden, mens vandet stiger en tand endnu. Så begynder tilbageløbet, den største udskylning jeg har hørt. Stedet har fået en lammende lussing, det er overhovedet ikke til at danne sig noget overblik over skaderne, men området foran min egen hytte taler for sig selv. Cement og mosaikgulve ligger brækket op, noget armering stikker ud, vandet løber ikke længere i rørene. Det ligner et af de bombenedslag, vi er blevet så vant til, og en slammet lugt er blevet hængende i tropeluften. Som en truende drage Pludselig står den ældre dame nede foran resterne af sin hytte, med en strandtaske over skulderen og en sarong slået om livet. Jeg bliver så lettet over at se hende, at jeg løber ned og giver mig til at tale som et vandfald. Hun er helt rolig; vi kan tillade os den eufori det er at være i live, ingen jamren over ting som nu ligger begravet i brokkerne. Hun er lettet for alt, lidt kiks i tasken, en flaske vand - hvad skal vi også med mere? Mine naboer, begge i høje hytter som min egen, kommer tilbage. Tilfældet vil, at de begge var ude at svømme. Karl, som vækker mig hver morgen før solopgang ved at blæse i konkyliehorn, og Hans, som også var min nabo sidste år. De fortæller. Det er nu, alle skal fortælle, hvor de var, og hvad der skete for dem. Karl greb fat i en bøje, da flodbølgen kom, han var ved at få armene rykket af, nåede at tænke, at hvis vandet steg yderligere, så ville han blive trukket ned. En af sejlerne ilede til hjælp i en dingy og fik ham løftet op i gummibåden - lige inden den anden og større flodbølge slog til og druknede bøjen helt. Hans blev løftet op af bølgen ind over tandrækken af koraller og simpelt hen smidt op på stranden. De er begge rystede, men fattede. Vi prøver at få overblik over situationen, synet spoler og hjernerne scanner på højtryk. Hvad ved vi? Af en eller anden grund ved alle, at det er en tsunami, og hvor den er udgået fra. De sammenstyrtede hytter knuger i brystet, i hvilken tilstand befinder resten af vores lille koloni sig? Et øjeblik føles det, som om vi er alene, eneste overlevende efter forliset. Så dukker de ud af ragnarok, ét efter ét af de kendte ansigter. Peitersen-familien fra Gravlev, som netop har været ude at sejle 'Nordkaperen', kommer vandrende ned over skrænten og vil have mig med op på vejen højere oppe, hvor mange har samlet sig med deres ting. Total panik på restauranten Billedet begynder at hægte sig sammen. De var i restauranten og havde netop fået serveret morgenmaden; de fortæller fra et andet hjørne end mit. Som jeg allerede havde hørt af skrigene, var panikken total, tjeneren Nii løb ud og reddede Jenny i sidste øjeblik ved at gribe hende i armen, Nii slog sig for brystet og skreg, og da det var overstået, besvimede hun. Biler, motorcykler, både, dingyer blev kørt rundt i en malstrøm, nogle løb ned for at redde, hvad reddes kunne, andre løb op for at komme væk. Den anden bølge fjernede restaurant, tag, køkken og alle bygningerne bag. På de sekunder mistede de alt. Flere af thaierne slog sig for brystet eller truede ad havet og prøvede at mane det onde væk, flodbølgen blev ligesom stående i havstokken som en truende drage, der var gået i dækning før det næste angreb. Hvor er alt? En tsunami bevæger sig med samme hastighed som et jetfly, men rygtet løber endnu hurtigere. En ny flodbølge: højere, værre - vi lader ting være ting og kravler det sidste stykke op til vejen, hvor gæsterne på stedet har samlet sig i grupper. En ung nordmand sidder i vejkanten og græder, dybt chokeret. Han var vågnet i sin bungalow, ved at vandet strømmede ind, blev grebet af strømmen, mens vægge og tag begyndte at styrte sammen over ham. Han troede, han skulle dø, men brød rammen og kom ud gennem vinduet, hvor han fik fat i en stump reb, som hang ned fra et træ. Han klyngede sig til rebet, mens vandmasserne slog rundt med ham. Da de havde trukket sig ud, hang han i luften med tre meter ned til jorden, fuldstændig forslået. Jeg passerer kolonien af hunde, som ligger i en klippefordybning og trykker sig sammen. Vi får at vide, at vejen ud til Nai Harn er spærret, og hele strandpromenaden med butikker og restauranter er raseret. Flere er druknet, og endnu flere savnet. En knugende stemning sænker sig; vi ved jo ingenting, kun rygter, og de bliver mere og mere skræmmende. Mennesker reagerer på alle måder, nogle er katatonisk stille og indadvendte, andre det stik modsatte og i gang med at organisere alt muligt med store fagter og myndige stemmer, længere op, vi må flytte tingene, helt op på toppen af bjerget. Panikken har allerede sendt en strøm af nye flodbølger ind over os. Hvor er politiet, myndigheder og redningskorps, har vi vand nok til flere dage, hvor er katastrofehjælpen, hvor er naboen, hvad blev der af min højre sandal? Det er den babyloniske forvirring, der hersker, tårnet er styrtet sammen igen, vi lever i tider, hvor tårne og bygninger styrter sammen. Men forvirringen når ikke ind i nogen af os, for ingen hører efter, og alle får lov at afreagere, som de har behov for. Historien kommer vi til at fortælle mange gange. Knust ejer Jeg går ned for at trøste stedets ejer, kokken Jai, som jeg har dykket og harpunfisket med mange gange. Men da jeg ser ham sidde på trappen med hovedet i hænderne, stirrende ud over betonfundamentet, hvor restauranten stod, trækker jeg mig tilbage. Han er hinsides trøst, det personlige tab og den personlige tragedie er for stor. I stedet giver jeg mig til at vandre rundt blandt ruinerne og prøver at få alle informationer stykket sammen. For hver person, jeg møder og kender på stedet, breder ringene sig i vandet, og hvirvler føjer sig sammen til stadig mere konkret viden. Bortset fra en gruppe, som er på tur og endnu ikke vendt tilbage, lader det virkelig til, at vi midt i ødelæggelserne står med noget af et mirakel: Ingen er kommet noget til, alle kender hinanden her på stedet, på den måde er det let at danne sig et slags overblik. Det tager naturligvis timer, før det er endeligt bekræftet, men tendensen er klar fra begyndelsen. Da gruppen vender uskadt tilbage fra udflugten på havet, stiger lettelsen igen. Men vi tænker med gru på alle dem, som er ude på dykkerture efter et Padi-kursus på en uge. Alle de dårligt registrerede rygsækrejsende, som elsker lavtliggende strande og ensomt beliggende klippeøer. Jeg har besøgt mange af dem med 'Nordkaperen' sidste år; de vil alle være overskyllet af tsunamien, og rygtet fra Phang-Na-bugten, fra dødens ø Kao Lhak, når ned til os, en stadig større tragedie er under opsejling. Blikstille Jeg sms'er med 'Nordkaperen', og vi tager bestik af situationen. De andre sejlere ligger her endnu, nogle har lettet anker, men de vender tilbage til den store åbne havbugt, og vandet er atter roligt. Her er ingen sø; nærmest blikstille. Den store drage har trukket sig tilbage, men et eller andet sted under overfladen ligger den stadig og syder og sender mærkelige havstrømme rundt i systemet. At de andre sejlere ligger her endnu er et godt tegn, de har ofte den bedste adgang til meteorologisk information. 'Nordkaperen vender tilbage og lægger sig for anker i lagunen; skipper og folkene kommer i land, det er mere dramatisk, end jeg har fået at vide; de fleste var ude at snorkeldykke, da flodbølgen ramte, katamaraner - og andre skibe for anker som 'Nordkaperen' selv midt i vandmasserne - tæskede dem om ørene, og de sidste to mænd om bord fik dingyen i vandet og samlet dem op. Alle er uskadte, børn og voksne. Endnu et hovedrystende mirakel. Så snart klokken er tidlig morgen hjemme, ringer jeg til min elskede, de bange anelser om nettets tilstand bliver til intet, da jeg får hende i øret. Jeg forbereder hende på nyhedsbraget; vi er godt klar over, at det kommer til at give genlyd i medierne, vi har endnu ikke fået sat tal på jordskælv og ofre, men behøver det heller ikke. De nære omgivelser taler for sig selv. Rungen for ørene Bagefter går jeg ud på revet for at få havkontakt; thaier ror rundt på flydebrætter af plastic for at bjerge det havvilde gods. En bil er blevet hængende højt oppe på en klippe. Der er en mærkelig syngende rungen og skramlen, som bliver ved at ringe mig for ørene, og opmærksomheden skærper sig igen til det yderste. Det lyder uhyggeligt. Jeg får øje på et kæmpe klokkespil i vandet, bestående af sammenbundne gasflasker, som er blevet hægtet til en bøje for senere bjergning. Vugget af dønninger frembringer den uvirkelige rungen. Katastrofefilmen har fået sit lydspor. Jeg standser chokeret - dér ligger der en strandvasker med ryggen op. Inden panikken når at sætte sig, går det op for mig, at det er en mannequindukke uden arme, og der er flere, hvor hun kommer fra - nemlig inde fra de totalt raserede butikker i Nai Harn. Gruen er ikke mindre af den grund. For på flere af de andre strande og øer rundt omkring i farvandet og op langs Kata-, Karon- og Patong-kysten er dette skinbarlig virkelighed i disse timer. Vi er sluppet billigt. Men rygtet om syndflodens genkomst og katastrofens alt for virkelige omfang vil blive ved med at forfølge os gennem dette og de følgende døgn.