De to brødre, Tamerlan og Dzhokbar Tsarnajev, der stod bag terrorangrebet under Boston Marathon i april, som dræbte tre og sårede over 100, er indtil nu blevet opfattet som uafhængige jihadister.
Men et fund af højreekstremistisk litteratur på den ældste bror, Tamerlans, bopæl tyder på, at de har været påvirket af højreekstremisme.
Det skriver britiske BBC, som desuden har talt med flere af brødrenes venner og bekendte, der bekræfter, at brødrene studerede højreekstremisme.
LÆS OGSÅ: Fætter til mistænkte i Boston: Storebror var den værste
»Hitler havde en pointe«
Flere bøger, som er fundet på Tsarnajevs bopæl, handler om motivationer bag massemord og om at nyde at myrde og lemlæste. Nogle højreekstremistiske bøger om hvidt overherredømme lovpriste Hitler og mente, at »han havde en pointe«.
Flere bøger hævder desuden, at både terrorangrebet 11. september 2001 og Oklahoma City bombing i 1995 var planlagt og udført af den amerikanske regering.
Ændret af ødelagt boksekarriere
Den ældste og nu afdøde bror var en talentfuld bokser, men blev udelukket fra en kamp, fordi han ikke var amerikansk statsborger. Det ændrede ham og fik ham til at opsøge den højreorienterede litteratur, siger hans venner og bekendte.
Det var også først efter udelukkelsen fra boksekampen, at Tamerlan Tsarnajev konverterede til islam. Dog siger Nicole Mossalam, en talsmand fra Tsarnajevs moské i Cambridge, at hans engagement i det islamiske trossamfund var mangelfuldt.
»Han var mere muslim af bekvemmelighed«, siger hun til BBC.
Tamerlan Tsarnajev blev kørt ned og dræbt ved et uheld af sin yngre bror under en flugt fra en skudepisode med politiet. Den yngste bror, Dzhokbar Tsarnajev, 19 år, er sigtet for angrebet, men nægter sig skyldig.
Han får livstidsdom eller dødstraf, hvis han bliver dømt.
fortsæt med at læse


























