En eksplosion og lyden af skud rungede her til morgen igennem Nairobi tæt ved shoppingcentret Westgate, der siden i lørdags har været centrum for et blodigt gidseldrama.
Dermed er dramaet ved Westgate, som siden i lørdags har kostet 62 mennesker livet, tilsyneladende endnu ikke er helt ovre - trods myndighedernes forsikring om det modsatte.
Ifølge AP's journalister på stedet har sikkerhedsstyrker her til morgen båret en skikkelse ud af den brændende bygning, hvorfra der fortsat står tyk, sort røg mod himlen.
LÆS OGSÅ De er dræbt: Gravid malariaekspert og kendt arkitekt
Samtidig med nyheden om fortsat skyderi ved centret kom der da også nye advarsler fra det kenyanske indenrigsministerium på Twitter:
»Westgate er fortsat et aflukket gerningssted, hold jer væk. Vejene hen til storcentret er lukkede«.
»Vi opfordrer til tålmodighed, bevar roen, undgå under alle omstændigheder Westgate og vent på OFFICIEL kommunikation«, lyder det.
Gemmer sig ved kasino
En korrespondent på stedet fra nyhedsbureauet AFP har fået oplyst, at specialstyrkerne fortsat bekæmper »en eller to« islamistiske militante inde i bygningen. Styrkerne har lokaliseret og isoleret disse tilbageværende gidseltagere, der skulle gemme sig ved et kasino i de øvre etager i bygningen.
Dramaet begyndte i lørdags og myndighederne i Kenya erklærede allerede søndag, at »de fleste gidsler« fra bygningen var reddet. Men på det tidspunkt var der fortsat mindst ti gidsler fortsat et sted i den fireetager høje bygning, lød oplysningerne fra folk på stedet.
1.000 mennesker er flygtet
Udover de 62 døde og 170 sårede er der 63 mennesker, som ifølge BBC er meldt savnet, og der er i det hele taget stor uklarhed om tallene. Omkring 1.000 mennesker er flygtet ud af centret, siden gidseldramaets begyndelse, skriver BBC.
Øjenvidner fra storcentret har fortalt, hvordan nogle spillede død, gemte sig i lagerrum eller papkasser eller i skakter til luftventilation.
Dansker undslap terrorangreb i kenyansk indkøbscenterDet er islamister fra al-Shabab-bevægelsen, der står bag angrebet, og gidseltagerne er blevet beskrevet som en broget skare af nationaliteter fra hele verden. Den kenyanske udenrigsminister, Amina Mohamed, forklarede i går i et interview med amerikanske PBS Newshour, at der er »to eller tre amerikanere« og »en brite« blandt de ansvarlige for angrebet.
11 kenyanske soldater såret
Amerikanerne er ifølge hendes oplysninger 18 og 19 år gamle, oprindeligt fra Somalia eller af arabisk oprindelse, og boede i Minnesota eller »et andet sted« i USA.
LÆS OGSÅ Minister: Amerikanere var med i Nairobi-terror
Talsmand fra det amerikanske udenrigsministerium Jen Psaki har ikke kunnet bekræfte, at amerikanske statsborgere er involveret.
Under kampene i går ved storcentret arresterede specialstyrkerne mere end ti mistænkte, mens tre formodede gidseltagere blev dræbt. 11 kenyanske soldater blev såret.
fortsæt med at læse




























