Shelley Moorhead blev noget overrasket, da han fik svaret fra Det Danske Kulturinstitut. På vegne af en officiel delegation fra de tidligere danskvestindiske øer havde han spurgt, om det ville være muligt at mødes med formanden for Det Danske Kulturinstitut og indlede en dialog om den danske slavefortid. Og nu lå der en overraskende hård tilbagemelding i hans indbakke.
»Som situationen er nu, er jeg betænkelig ved den omklamring, som jeg synes, brevet er udtryk for. Der er jo nu en meget aggressiv kampagne i gang fra de gamle koloniers side for at få Danmark til at sige undskyld og betale erstatning for slaveriet og kolonitiden«, stod der i svaret.




























