Gaddafis søn tordner mod oprørerne: Så er det slut med forhandlinger

Lyt til artiklen

Oprørerne i Libyen vil i de kommende dage blive sønderbombet i en grad, som de ikke har oplevet hidtil.

Det slår Moamar Gaddafis mest prominente søn, Saif al-Islam, fast i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

»Det er tid til befrielse. Det er tid til handling. Vi rykker nu«, siger han.

LÆS OGSÅ Gaddafis bomber tvinger oprørere ud af vigtig olieby

»Tiden er løbet ud. Det er tid at handle. Vi gav dem (oprørerne, red.) to uger (til forhandlinger, red.).

Nato og USA er ikke velkommen
Saif al-Islam Gaddafi understreger, at end ikke international indblanding vil forhindre hans fars regime i at tilbageerobre den fulde magt over libyen:

»Vi vil aldrig give op. Vi vil aldrig overgive os. Det her er vores land. Vi kæmper her i Libyen. Det libyske folk vil aldrig byde Nato velkommen, vi vil aldrig byde amerikanere velkommen. Libyen er ikke let at have med at gøre. Vi er ikke Mickey Mouse«

Sarkozy vil bombe Libyen

Ligesom sin far holder Saif al-Islam fast i, at det er al-Qaeda, som står bag oprøret i Libyen, og han siger, at mange libyere har været chokeret over deres vold mod civile.

Han hævder blandt andet, at en civil i et tilfælde er blevet skudt og derefter brændt for til sidst at få skåret sit hjerte ud.

»Vi vil ikke være tolerante. Vi vil kæmpe til den bitre ende. Vi vil aldrig overgive os til disse folk«, siger han.

Udkast til ny forfatning er klar

Saif al-Islam påpeger, at det i realiteten er hans far og hans styre, der er demokratiforkæmpere:

»Vi er mere overbeviste og fastere besluttet på at arbejde imod demokrati og frihed. Jeg sagde selv dette for 10 år siden, to år siden, sidste år, i dag og i morgen«, siger han.

»Min far sagde offentligt, at han ikke ønsker at være præsident for hele landet. Vi vil have en ny struktur, et nyt system, et nyt parlament, en ny regering. Vi har et udkast klar«.

LÆS OGSÅ Efterretningskilder: Gaddafi har gemt formue i kontanter

Den barske udmelding kommer samtidig med, at regeringsstyrker tilsyneladende har formået at slå oprørere tilbage i den østlige del af Libyen og generobret den vigtige olieby Ras Lanuf.

Såvel EU's udenrigsministre som Natos medlemslande har i dag drøftet, hvordan de skal reagere i forhold til Libyen, men ingen af møderne affødte enighed om egentlig handling.

Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy har angiveligt tænkt sig at forslå sine europæiske kolleger på et møde i Bruxelles i morgen at foretage luftangreb på Gaddafis kommandohovedkvarter, men det lader der ikke umiddelbart til at være flertal for.

Rasmus Dam Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her