Som optakt og indledning til toårsdagen for oprøret i Syrien, har regeringsstyrker beskudt oprørskontrollerede forstæder nær Damaskus fra bjerge, der omgiver hovedstaden.
Det forstæller Politikens udsendte, Claus Blok Thomsen, der befinder sig i storbyen.
»Militæret står på toppen af bjergene, og derfra fyrer de granater indover forstæderne. Vi har kunnet høre, at de har skudt hele natten - måske en anelse mere kraftigt, end de plejer. De skyder også med granater her til morgen«, siger han og fortæller, at han fornemmer en ændring i forhold til det hidtidige mønster i krigshandlingerne.
LÆS OGSÅ Toårsdag for oprøret: Frankrig og Storbritannien vil give oprørerne våben
»Det nye er, at nu skyder de i flere retninger, end de har gjort de andre dage. Det er ikke kun de samme steder fra det samme bjerg, de skyder fra, og det tolker jeg som et udtryk for, at der er kampe over flere fronter«.
»Men det er jo svært at sige, for vi må ikke komme derud, så det selvfølgelig kun gisninger0, tilføjer Claus Blok Thomsen.
En stille morgen i Damaskus
I centrum af Damaskus har der fra morgenstunden været forholdsvis roligt. Mange havde frygtet, at hovedstaden ville blive ramt af en offensiv for oprørerne, men indtil videre har der ikke været nogen eksplosioner.
Mens vi taler sammen nu, kan jeg høre eksplosioner
Alligevel holder folk sig dog i overvejende grad inden døre.
»Der er ikke særlig meget trafik på gaden«, siger Claus Blok Thomsen.
»Det kan skyldes, at det er fredag og weekend, men ud fra hvad jeg kan forstå, så er der lidt færre biler, end der plejer at være, fordi folk er bange for at gå udenfor i dag. De er bange for granatnedslag, og de er bange for bombeeksplosioner«.
Oprørerne plejer at overraskelsesangribe
Politikens udsendte er også varsom med at begive sig ud. Det betyder dog ikke, at han er forskånet for krigens bulder og brag:
»Mens vi taler sammen nu, kan jeg høre eksplosioner, men det er ikke meget værre end de andre dage«, fortæller han.
Frygten i befolkningen gør dem forsigtige, men ifølge Claus Blok Thomsen forsøger de at berolige hinanden ved at huske på, at det ville være atypisk for oprørerne at slå hårdt til på den mest oplagte dag af alle:
LÆS OGSÅ Politiken.dk i Damaskus: Nerverne sidder mere uden på tøjet af folk
»Folk er bange, men siger samtidig, at mønsteret er sådan, at oprørerne som regel plejer at benytte sig af overraskelsesangreb, hvor de slår til med bomber på morgener, hvor alt ellers er fredeligt«, siger han.
»Derfor vil det egentlig undre dem, hvis det er i dag, at der sker noget stort, fordi der plejer at være det overraskelseselement, som der ikke vil være i dag«.
fortsæt med at læse




























