Fransk valgkamp vender ryggen til verden

Lyntoget fra Bruxelles til Paris ligner hver morgen et langstrakt internationalt kontor, hvor hundredvis af mennesker knokler bøjet over computerne, mens de drøner over grænsen med 300 kilometer i timen. Opbuddet af ingeniører, embedsmænd, it-eksperter, revisorer, kunstnere og forretningsfolk vidner om den store kosmopolitiske aktivitet i Frankrigs hovedstad. Forhandlere og eksperter fra Belgien, Tyskland og mange andre lande ligger i fast rutefart til og fra Byernes By – og samtidig har en del franskmænd valgt at bo i Bruxelles og arbejde i Frankrig. Som nu den 39-årige arkitekt Jean-François, der på vej til møde i et multinationalt selskab sidder med et krus TGV-kaffe og funderer over, hvorfor han ikke rigtig har lyst til at stemme på nogen af hovedkandidaterne ved valget på søndag. »Jeg tror, det er, fordi de er så indadvendte alle sammen«, sukker han: »Selvfølgelig er det vigtigt at tale om sociale problemer og økonomi, men hvorfor er der ingen, der taler om Frankrigs forhold til resten af verden? Eller hvad med bare Europa? Det er da ekstremt betydningsfuldt for mange franskmænd«. Jean-François står langtfra alene med det hjertesuk, for trods megen snak om behovet for opbrud og modernisering har valgkampen mildest talt ikke været et lyntog til et mere udadvendt Frankrig. Franske kandidater døve Alle hovedkandidaterne har brugt mange flere kræfter på at love beskyttelse mod globalisering og indvandring end på at tale om, hvordan landet i fremtiden skal forholde sig til omverdenen. »Det er en fejl fra kandidaternes side, som er meget svær at forstå. Det er jo ikke en premierminister, vi skal vælge, men netop den person, der skal inkarnere Frankrig i udlandet«, siger Pascal Boniface, direktør for det udenrigspolitiske forskningsinstitut IRIS i Paris. I en ny bog, han kalder et »åbent brev til vor fremtidige præsident« opfordrer Boniface de politiske kandidater til at fortælle vælgerne, hvor afgørende udenrigspolitikken og EU er for landets skæbne. Det brev har han ikke fået noget nævneværdigt svar på her få dage før valgets første runde. »Jeg havde regnet med, at der ville opstå debat og vise sig uenighed mellem kandidaterne om en række udenrigspolitiske emner. Nu må jeg indrømme, at jeg er skuffet. Og det er ellers ikke, fordi franskmændene er uinteresserede«, siger Pascal Boniface. Det er verden ikke Paradoksalt nok har nabolandene omvendt sjældent været så optagede af et fransk valg som denne gang. I Belgien, Italien og andre lande er der ligefrem blevet lavet meningsmålinger om, hvem af de franske kandidater folk ville stemme på – hvis de altså kunne. Verden omkring Frankrig er opmærksom på, at denne på én gang stærke og stagnerede europæiske stormagt står i et vadested, hvor der er hårdt brug for et generationsskifte i Élyséepalæet. Både i EU og NATO venter man spændt på en ny fransk leder, der måske kan hjælpe med at løse store europæiske knuder som den strandede forfatningstraktat – eller forbedre forholdet til USA på en række områder. Socialistisk ledede lande hepper på Ségolène Royal, mens europæiske entusiaster drømmer om François Bayrou og mere borgerlige håber på Nicolas Sarkozy. Men selv Sarkozys forelskelse i USA er blevet pakket væk her i slutspurten, og Royal har også lært at tie stille efter uheldige rejser til Mellemøsten og Kina. Bayrous forsøg på at erklære EU sin kærlighed blev mødt med larmende tavshed. »Det er en skam, men jeg forstår det godt. Erfaringen viser, at kandidater kun kan tabe på at tale om udenrigspolitik«, siger professor François Heisbourg, en af Frankrigs mest anerkendte eksperter i udenrigs- og sikkerhedspolitik. Journalisterne spørger ikke »Det eneste, jeg er virkelig chokeret over, er det næsten totale fravær af debat om EU. Folkeafstemningen for to år siden har skabt total berøringsangst. Dét er et virkeligt problem, for EU er også afgørende for fransk økonomi og indenrigspolitik«, siger Heisbourg: »Faktisk fatter jeg ikke, at journalisterne endnu ikke har spurgt kandidaterne om, præcis hvad de har tænkt sig at gøre på deres første europæiske topmøde som præsident«. I en vis forstand kan den indadvendte politiske debat virke paradoksal. Selv om ledigheden og behovet for økonomisk reform er reelle udfordringer, har Frankrig stadig meget at bryste sig af internationalt. Landet kan stadig spille en væsentlig rolle politisk – det er en atomvåbenmagt med tusinder af soldater engageret i fredsmissioner verden over. Frankrig er verdens femterigeste land målt i BNP, og det er verdens femtestørste eksportør foran for eksempel Storbritannien. Og så ligger nogle af verdens største multinationale selskaber faktisk i Frankrig, flere af dem baseret i det topmoderne parisiske forretningskvarter La Défense. Sephora, en ung kvinde på 25, der arbejder for et parisisk rekrutteringsfirma, er ked af, at EU intet fylder i valgkampen. Hun er til gengæld knap så overrasket. »Over halvdelen af franskmændene stemte nej til EU-forfatningen, mens alle partierne stemte ja – lidt af en lussing, må man sige – så alle kandidaterne ved jo godt, at det nok ikke er det emne, der just samler stemmerne«, siger hun og slår opgivende ud med armene. Hun trækker ihærdigt på sin cigaret som for at samle energi til en større bandbulle: »Vi har jo altid været Europas drivkraft sammen med Tyskland, men nu er vi gået fra at sidde i førerhuset af det berømte EU-tog til en plads sidst i kupeen. Så måske gør det også lidt ondt på vores selvfølelse at tale om EU«, sukker hun.