Polen vil indkalde ministre til møde i Nato med henvisning til at landet føler sig truet.
Dagen efter at Nato-landenes faste ambassadører i Bruxelles holdt hastemøde om situationen i Ukraine, beder Polens præsident, Bronislaw Komorowski, mandag om, at der også holdes et møde på ministerniveau i henhold til Atlantpagtens artikel fire.
Præsidenten er ifølge det polske nyhedsbureau PAP utilfreds med, at søndagens møde blev indkaldt direkte af generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i stedet for at være det artikel fire-møde, som polakkerne havde lagt op til.
Polen er nabo til Ukraine.
Også Litauens præsident, Dalia Grybauskaite, ønsker indkaldt til Nato-møde i henhold til artikel fire. Det skriver Lithuania News på Twitter.
Meldingerne fra Polen og Litauen er dybt alvorlige, forklarer lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet.
»Polen og Litauen er virkelig bange for russerne. Derfor ønsker de at sende det klarest mulige signal til russerne om at holde sig på måtten«, siger han.
Nato kan endnu ikke bekræfte, at den formelle anmodning er modtaget.
Mens Natos artikel fem – den såkaldte musketered om gensidig forpligtelse til at forsvare hinanden – kun har været anvendt en enkelt gang, nemlig efter terrorangrebene i USA 11. september 2001, har artikel fire kun været brugt to gange.
Artikel fire giver ingen garanti for handling, men regnes for at være et vigtigt diplomatisk værktøj, som Natos 28 medlemslande kan påkalde sig, hvis de føler deres sikkerhed eller territoriale integritet truet.
ritzau/astrup
fortsæt med at læse


























