Nato: Rusland har en meget stor hær klar øst for Ukraine

Trussel. Nato frygter, at Rusland slår bro tværs over Ukraine til den moldaviske udbryderrepublik, Transnistrien, hvor viceministerpræsident Dmitry Rogozin (tv) sidste efterår besøgte udstationerede russiske styrker.
Trussel. Nato frygter, at Rusland slår bro tværs over Ukraine til den moldaviske udbryderrepublik, Transnistrien, hvor viceministerpræsident Dmitry Rogozin (tv) sidste efterår besøgte udstationerede russiske styrker.
Lyt til artiklen

Rusland har en stor kampklar hær stående ved Ukraines østlige grænse

Det siger Natos militære chef i Europa, der er bekymret for, at den skal bruges til en større invasion på tværs af Ukraine.

»Styrken ved den ukrainske grænse er meget meget stor og meget meget klar«, sagde forsvarsalliancens militære øverstkommanderende i Europa, general Philip Breedlove, ifølge Reuters på et møde i den tyske Marshall Fund-tænketank.

Frygter invasion tværs over Ukraine
Generalen fra det amerikanske luftvåben frygter, at den store russiske styrke vil kunne slå bro tværs over Ukraine til den vestlige grænse, hvor Rusland også har en stor styrke stående i den moldaviske udbryderrepublik Transdnjestr.

»Styrken på den østlige grænse er helt afgjort stor nok til at nå hele vejen til Transdnjestr, hvis den beslutning bliver taget, og det er meget bekymrende«, sagde Philip Breedlove.

Området Transdnjestr rev sig efter en uafhængighedserklæring i 1990 og en efterfølgende krig i 1992 løs fra det øvrige Moldavien.

Det skete i perioden omkring Sovjetunionens opløsning, hvor kræfter i området øst for floden Dnjestr ikke ønskede at følge det øvrige Moldavien ind i uafhængigheden af Sovjet.

Storbritannien vil indstille våbensalg til Rusland

Resultatet blev den Den Pridnestroviske Moldaviske Republik, der stadig i dag ikke er anerkendt af FN.

Den russiske styrke i området betyder endvidere, at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2004 slog fast, at Transdnjestr må anses som »under direkte eller i det mindste afgørende russik indflydelse«.

5. marts i år annoncerede den selvudnævnte republiks regering, at den ville tage kontrollen over sit eget luftrum. Det skete samtidig med de voksende spændinger i Ukraine med henvisning til »Moldaviens øgede samarbejde med Nato«.

Rusland afviser

De russiske dispositioner på og omkring Krim giver klangbund for bekymringerne, mener Natos europæiske chef.

»Rusland opfører sig mere som en modstander end en partner«, siger Philip Breedlove ifølge Reuters.

Rusland afviser derimod, at landet er i færd med andre troppebevægelser ved Ukraines østgrænse, end hvad der er dækning for i internationale aftaler.

LÆS OGSÅ Rusland snupper Ukraines eneste ubåd på Krim

»Det russiske forsvarsministerium overholder alle internationale aftaler, der begrænser troppeantallet på grænsen til Ukraine«, lyder svaret fra viceforsvarsminister Anatoly Antonov ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Itar-Tass.

I en anden meddelse fra forsvaresministeriet fremgik det i dag, at det russiske flag nu vajer over »189 ukrainske hærenheder og militære institutioner« på Krim.

Det sker to dage efter, at Ruslands præsident Vladimir Putin endeligt godkendte landets annektering af halvøen.

Nikolaj Heltoft

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her