Tair Aliev vil ikke finde sig, at Krimhalvøen bliver russisk.
»Aldrig i livet«, som han siger. Måske er han med sine 27 år en smule overmodig og fanget i en vis form for ungdommelig kådhed.
Men hans had mod Ruslands annektering af Krim vidner om den risiko, der er for, at Krim bliver det næste Balkan, hvor etniske spændinger får lov til at eksplodere og udvikle sig til krig. For Tair Aliev er fast besluttet på, at han sammen med sine venner vil kæmpe mod de russiske soldater på Krim.
Han ved ikke helt hvordan endnu, men forestiller sig, at det måske kan blive lidt ligesom den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig.
»Vi vil ikke bare opgive vores land og vores huse«, siger Tair Aliev.
LÆS OGSÅ Ukraine trækker alt militær væk fra Krim
Godt nok har han ingen våben endnu, men han sætter sin lid til Tyrkiet, fordi han har læst et sted, at Tyrkiet skulle være parat til at sende våben. Han håber også på støtte fra USA, EU og Ukraine. Men uanset hvad er han sikker på, at han og hans venner nok skal finde en måde at sætte sig til modværge på.
»Vi er mange mænd, og vi kan organisere os. Det har vi allerede talt om«, siger han.
Med sin annektering af Krim udfordrer den russiske præsident, Vladimir Putin, ikke kun den internationale verdensorden, men også den forståelse, der de seneste årtier har hersket mellem flertallet af etniske russere på Krim og mindretallet af krimtatarer.
De har traditionelt haft tætte bånd med Tyrkiet og opfatter sig selv som de oprindelige indbyggere på halvøen.
Det er Tair Aliev og hans familie et godt eksempel på. Han bor sammen med sin bedstemor, sine forældre, sin kone, sine to brødre og deres koner samt deres børn i et hus i udkanten af Simferopol – hovedbyen på Krim. Pladsen er selvsagt trang i det bare to etager høje hus. Til gengæld er familiesammenholdet så meget desto stærkere.
Huset ligger i et kvarter, der primært er beboet af krimtatarer som dem selv. Indtil for få uger siden oplevede de ikke nogen problemer med Krims flertal af etniske russere.
Men det ændrede sig, da en hidtil ubetydelig politiker ved navn Sergej Aksjonov i sidste måned lod sig ‘vælge’ til ny regeringsleder på Krim, mens bevæbnede vagter overvågede udnævnelsen af ham i Krims lokalparlament.
Det satte gang i en bølge af russisk nationalromantik, som efter en hastigt gennemført folkeafstemning for en uges tid siden fik Vladimir Putin til at optage Krim i Rusland.
Pludselig begyndte børn i skolerne at gå op i, om de var krimtatarer eller russere, og prorussiske aktivister dannede såkaldt frivillige vagtværn, der sammen med russiske kosaksoldater overtog kontrollen af regerings- og administrationsbygninger.
Det førte til gengæld til, at krimtatarerne også oprettede vagtværn som beskyttelse mod de prorussiske aktivister. I Tair Alievs kvarter var det i sidste uge ved at gå helt galt, da prorussiske betjente fra den særlige politienhed Berkut en aften rettede deres maskinpistoler mod nogle af hans venner og forlangte at se deres id.
»Aldrig før er vi blevet truet på den måde«, siger Tair Aliev.
Ville melde sig til Ukraines hær
Frygt blev til vrede, da liget af en 39-årig krimtatar for nylig blev fundet i en skov. Han var sidst set, da han blev ført bort af prorussiske militssoldater i forbindelse med en protestdemonstration foran Krims lokalparlament. Hans lig bar tydelige tegn på tortur.
Ved hans begravelse i sidste uge stod vreden malet i ansigtet på mange af de unge mænd, der deltog. Også Tair Aliev var med til begravelsen, og han mener, at han nu kun har ét valg – at kæmpe.
For få dage siden prøvede han at melde sig til den ukrainske hær på Krim, men det måtte han opgive, fordi hærens rekrutteringskontor blev bevogtet af russiske soldater.
LÆS OGSÅ Vestlige ledere aflyser definitivt G8-topmøde
Derfor ser den eneste mulighed nu ud til at være at danne en form for modstandsbevægelse. Men der er en umiddelbar forhindring. Tair Aliev og de andre mænd i huset ønsker, at deres koner og børn først skal tage væk til noget familie i Ukraine.
»En mand kan ikke kæmpe, hvis han samtidig skal tænke på at beskytte sin familie«, mener Tair Aliev. Problemet er bare, at kvinderne ikke vil rejse.
»Jeg mener, vi skal se tiden an. Først hvis de russiske soldater begynder at skyde på os, vil jeg tage væk«, fortæller en af kvinderne i huset – Elmaz Alieva på 26 år – der er gift med den ene af Tair Alievs brødre. Heller ikke bedstemoderen i huset – 80-årige Zarema Zeitulaeva – vil rejse: »Nej, jeg er en gammel dame nu, og dette er mit hjem«.
Men set med Tair Alievs øjne er krimtatarernes lidelseshistorie ved at gentage sig; en historie, som han og hans familie også bærer på deres egen krop. For under Anden Verdenskrig beskyldte Sovjetunionens daværende diktator Josef Stalin uretmæssigt krimtatarerne for at holde med nazisterne og deporterede dem til Centralasien.
De fik først lov til at komme tilbage efter Murens fald. Derfor er de fleste i familien – inklusive Tair Aliev selv – født i Centralasien og har oplevet, hvordan det er at være deporteret, undertrykt og udstødt af sit eget land.
Det har gjort, at der koger et had i deres blod – ikke mod de lokale etniske russere på Krim, men mod Rusland, den russiske statsmagt og mod russiske soldater. Nu føler Tair Aliev, at det er hans ansvar sammen med sine venner at sikre, at russerne ikke denne gang vinder over dem.
»Vi blev deporteret under Anden Verdenskrig, fordi mændene ikke kæmpede imod. Det skal ikke gentage sig«.
fortsæt med at læse
