Ukrainsk regeringschef: Rusland har planer om at destabilisere vores land

uro. Flere byer i det østlige Ukraine er præget af uro. Her gælder det minebyen Donetsk, hvor prorussiske demonstranter kræver løsrivelse fra Ukraine.
uro. Flere byer i det østlige Ukraine er præget af uro. Her gælder det minebyen Donetsk, hvor prorussiske demonstranter kræver løsrivelse fra Ukraine.
Lyt til artiklen

Urolighederne i Østukraine, som foreløbig har ført til besættelse af offentlige bygninger i tre større byer, er en del af en større plan, hvis mål er at destabilisere Ukraine.

Sådan lyder meldingen fra Ukraines ministerpræsident, Arsenij Jatsenjuk, i forbindelse med et hasteindkaldt regeringsmøde. Han beskylder direkte styret i Moskva for at stå bag uroen i den østlige del af landet.

»En anti-ukrainsk plan er sat i værk (...). Den betyder, at udenlandske tropper skal krydse grænsen og erobre dele af vort land. Det vil vi ikke tillade«, siger han ifølge Reuters.

»Hele dette scenario er skrevet af Rusland«, siger han.

LÆS MERE

Prorussiske demonstranter stormer regeringsbygninger

Han oplyser, at meget af den uro, der har hersket i Østukraine den senere tid, er forstummet, men at der fortsat befinder sig omkring 1.500 »radikale« i hver region i området, som taler med »tydelig russisk accent, og hvis aktiviteter bliver koordineret via udenlandsk efterretningstjeneste.

Men Ukraine har en klar kriseplan, understreger Jatsenjuk.

Ifølge Jatsenjuk befinder de russiske tropper sig fortsat omkring 30 kilometer fra den ukrainske grænse og har ikke trukket sig tilbage.

Tidligere i dag har landets indenrigsminister, Arsen Avakov, bekræftet, at bevæbnede personer har indtaget et lokalt hovedkvarter for landets sikkerhedsstyrker i Luhansk, 25 kilometer vest for grænsen til Rusland. De prorussiske demonstranter omringede regeringsbygningen i går, og i dag har de blandt andet plyndret et våbenarsenal i bygningen.

Det russiske flag har siden i går været hejst på toppen af bygningen.

Uroligheder og demonstrationer

Politimyndighederne i Luhansk har afspærret indfaldsvejene til byen, der siden februar, hvor landets tidligere præsident Viktor Janukovitj blev afsat efter omfattende iruoligheder i Kijev, har været præget af uroligheder og demonstrationer.

Flere andre byer har også fået besat regeringsbygninger i løbet af de seneste to dage.

LÆS MERE

Forsvarsminister: Russisk soldat har dræbt ukrainsk flådeofficer på Krim

Omkring halvdelen af indbyggerne i det østlige Ukraine er etniske russere. Rusland har den senere tid flyttet tropper til områder nær grænsen til Ukraine, og Vesten har højlydt spekuleret i, om den manøvre er første skridt til endnu en invasion på linje med den, som Rusland iværksatte på halvøen Krim for få uger siden.

Siden Krim efter en udskældt folkeafstemning i sidste måned blev indlemmet i Rusland, har krav om lignende folkeafstemninger i Østukraine været diskuteret intenst.

Elisabeth Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her