Med sine 1,2 milliarder indbyggere er Indien et enormt land.
Alligevel er der én ting, som synes at gælde for langt de fleste indere: De er trætte af korruption og føler ikke, at landet rider på en velstandsbølge, som kan bringe dem sikkert ind i fremtiden.
Væksten er på syv år blevet halveret, så den nu er omkring fem procent, hvilket efter indiske standarder er katastrofalt ringe og under alle omstændigheder så lav, at den indiske økonomi ikke kan skabe nok job til de millioner af unge indere, som hvert år kommer ind på arbejdsmarkedet.
Derudover er fødevarepriserne steget, mange af skolerne er dårlige, vejene ligeså – og så gider inderne heller ikke længere affinde sig med, at strømforsyningen plages af hyppige afbrydelser, og at over 300 millioner mennesker stadig ikke har adgang til elektricitet i deres hjem.
Derfor står Indien over for et politisk opgør, når de første stemmelokaler i dag åbner i det valg, der kommer til at bestemme, hvem der de næste år skal lede landet. Indien kaldes også verdens største demokrati, og meget peger i retning af, at dette valg bliver en ekstraordinær begivenhed.
Cirka hver anden inder er under 26 år, og alene de seneste fem år er antallet af stemmeberettigede blevet øget med over 100 millioner mennesker, så det nu er oppe på omkring 814 millioner. Normalt er stemmeprocenten omkring 60, men de seneste delstatsvalg i Indien tyder ifølge tidsskriftet The Economist på, at mange er ualmindeligt ivrige efter at stemme, så det tal meget nemt kan gå op.
LÆS MERE
Verdens største parlamentsvalg er skudt i gangHerhjemme vurderer Ravinder Kaur, der er leder af Center for Globale Sydasien-studier på Københavns Universitet og forsker i indisk politik, at valget primært kommer til at handle om den enkelte inders dagligdag frem for store politiske ideologier.
»Det er de basale spørgsmål, som er til debat. Hvordan man får råd til mad og benzin og får et job, og hvem man tror på kan gennemføre de nødvendige reformer«, siger hun.
Umiddelbart ser det ud til, at det regerende Kongresparti bliver valgets store taber. Det får ifølge meningsmålinger skylden for den skrantende økonomi og for det, mange opfatter som en manglende politisk ledelse af landet.
Tilliden væk
Det er et hårdt slag for et parti, der ellers er blevet synonymt med Indiens moderne historie, og som har fostret Gandhi-familien, der er noget af det nærmeste, Indien kommer på en politisk adelstand med tråde tilbage til store internationale berømtheder som Jawaharial Nehru og Indira Gandhi.
Formelt bliver partiet i dag ledet af Sonia Gandhi, men hendes søn, Rahul Gandhi, er blevet kørt i stilling som hendes arvtager og som partiets bud på en ny premierminister.
Indtil videre har han gjort en dårlig figur. Han har haft en privilegeret opvækst, hvor han har gået på nogle af Indiens fineste skoler og har studeret i USA og England. Han fremstår genert, og i et tv-interview tidligere i år gav han indtryk af, at han kun søger posten som premierminister ud af pligt uden en egentlig ambition om at lede og forbedre Indien.
Hans parti er gået til valg på en række løfter om velfærdsforbedringer til alle indere – høj som lav. Partiet vil lave en sundhedsreform, hvor en kombination af offentlige ydelser og private forsikringer skal sikre, at alle kan få lægebehandling, samtidig med at partiet lover at kæmpe for flere jobs til de unge. De seneste par år er der også kommet fokus på det udbredte problem med chikane og massevoldtægter af kvinder, og derfor vil Kongrespartiet desuden øge kvinders rettigheder.
Løfter klinger hult hos mange
Kongrespartiet har regeret Indien det meste af tiden siden landets uafhængighed i 1947, men nu lyder dets løfter om mere velfærd til den brede befolkning hult i mange inderes ører. For de fleste vælgere er der tale om en tillid, som ikke længere er der, og partiet befinder sig derfor i en krise, der langt overstiger den, som vores hjemlige Helle Thorning-Schmidt står i.
Den brede opfattelse er, at partiet har gjort politik til et beskidt spil, hvor de indflydelsesrige stjæler uhæmmet fra de mindre indflydelsesrige. Korruption har alle dage været et udbredt problem i Indien, men forargelsen og vreden har alligevel nået nye højder efter nogle skandaler, hvor det antages, at politikere og embedsmænd under Kongrespartiets ledelse har modtaget bestikkelse for mellem 21 milliarder og 65 milliarder kroner.
Med en sådan stemning i vælgerbefolkningen er der frit slag for et utal af partier, og op til valget er der lige så mange holdninger og synspunkter, som der er farver og dufte i dette ekstremt sammensatte, pulserende og enorme land. Indien består af 27 delstater, og snart vil det blive til 28, fordi en af de største delstater – Andhra Pradesh langs Indiens sydøstlige kyst – er ved at blive splittet op i to.
Mange af delstaterne har deres egne regionale partier med hver sin dagsorden, men samtidig en ambition om at blive valgt ind i parlamentet i New Delhi og få indflydelse på den landsdækkende politik. Derfor hører det med til jobbeskrivelsen af den næste indiske premierminister, at vedkommende skal være en dygtig politisk håndværker, der kan samle partier med vidt forskellige ønsker i en koalition.
De fleste tipper hindunationalisten Narendra Modi til at blive Indiens nye leder, men hans eget parti får næppe flertal i parlamentet, og derfor afhænger hans chancer af, hvor mange andre partier han kan få til at støtte sig.
Moderne politiker
Narendra Modi er på mange måde alt det, som Rahul Gandhi fra Kongrespartiet ikke er. Han kommer fra en af de laveste kaster i det indiske samfund og solgte som helt ung te ligesom sin far. Med flid og dygtighed har han arbejdet sig op til toppen af sit parti, samtidig med at han er en mester i kommunikation og en af de politikere i Indien, der har været bedst og hurtigst til at udnytte de sociale medier i sin valgkamp.
»Derfor er det lykkedes ham at skabe en hype omkring sig selv, der gør, at han i dag er større end sit eget parti. Du ser hans billede alle steder«, siger Ravinder Kaur fra Københavns Universitet.
Over for vælgerne spiller Narendra Modi på sin baggrund som fattig tesælger med et budskab om, at han er manden, der kan tale til alle lag i det indiske samfund og skaffe landet fremgang. Her slår han på, at han de seneste 13 år har været leder af delstaten Gujarat, som han har formået at give et ry som en af Indiens mest succesfulde delstater. Her er der elektricitet døgnet rundt, vejene er brede, og mange udenlandske virksomheder – heriblandt danske – har etableret sig i delstaten, fordi bureaukratiet ikke er nær så slemt som andre steder i landet, og en stor del af Modis politik har været at tiltrække udenlandske investeringer.
Resultatet er, at hans delstat de seneste otte år har haft store vækstrater, der har ligget på omkring 10 procent i gennemsnit. Modi lover, at han vil overføre sin model fra Gujarat til hele landet, hvis han bliver ny premierminister.
Alligevel får han også modstand. I en artikel for nylig i Financial Times pegede kritikere på, at Modi trods den store vækst ikke har været i stand til at bruge velstanden til at forbedre skolerne og hospitalerne i sin delstat. Men hans største problem er, at der bliver ved med at hænge en sort skygge over hans person.
Bestialske mord
Hans parti Bharatiya Janata Party (BJP) er idelogisk meget nationalistisk og ønsker at gøre Indien til en stærk nation, der hviler på hinduistisk kultur.
I 2002 – året efter at Modi var blevet leder af Gujarat – gik hinduer til angreb på muslimer i hans delstat, og anslået mellem 1.000 og 2.000 mennesker blev myrdet – mange på den mest bestialske vis, hvor de fik deres maver skåret op med sværd eller fik hugget arme, ben og andre lemmer af. Politiet forholdt sig passivt, og menneskerettighedsorganisationer har lige siden anklaget Modi for, at han intet gjorde for at stoppe massakren.
Samtidig har det været svært at få retsforfulgt de ansvarlige, fordi bevismateriale er blevet væk, og menneskerettighedsaktivister og advokater er blevet truet. Forrige år opgav en undersøgelseskommission nedsat af den indiske højesteret at rejse sag mod Modi selv på grund af manglende beviser.
Massakren har betydet, at Modi længe internationalt blev betragtet som en paria. USA har nægtet at give ham visum, og EU boykottede ham også, indtil Danmark sammen med Sverige brød den hårde linje i 2008. Som Politiken beskrev for et par måneder siden, har den danske ambassade i Indien de seneste år stået i spidsen for flere danske handelsdelegationer i hans delstat.
Narendra Modi er selv med til at holde gang i kritikken af ham, fordi han har nægtet at undskylde massakren og besvare spørgsmål om sin egen rolle. Det fik i sidste uge det ellers højreorienterede og erhvervsvenlige tidsskrift The Economist til på lederplads at dømme ham som uegnet til at blive Indiens næste premierminister.
I valgkampen har Modi forsøgt at dreje fokus væk fra massakren ved hverken at omtale den eller komme med udfald mod muslimer. Tværtimod har han forsøgt at fremstille sig selv som en politiker, hvor også muslimer vil kunne nyde godt af den økonomiske fremgang, som han siger, at hans politik vil føre med sig.
Hård i retorikken
I forhold til resten af verden er Modi og hans kampagnefolk derimod de seneste uger kommet med flere ytringer, som signalerer en mere højrøstet nationalistisk udenrigspolitik, såfremt Modi bliver ny leder af Indien.
Danmark har i flere år været lagt på is af Indien på grund af den tidligere våbensmugler Niels Holck, som Indien kræver udleveret. Den sag har Modi tilsyneladende været tavs om, og de nye meldinger gælder først og fremmest Indiens to naboer – Kina og ærkerivalen Pakistan, der begge ligesom Indien har atomvåben.
Indien lemper stramme visumregler for danske rejsendeModi har i valgkampen ikke været meget inde på sin udenrigspolitik, men i sidste uge sagde to af hans politiske rådgivere til nyhedsbureauet Reuters, at et udenrigspolitisk program er på vej, og at Indien under Modis ledelse vil blive mere ’hård’ i de stridigheder om landegrænser, som Indien har med Kina og Pakistan.
Indien anklager Kina for hundredvis af gange at have overtrådt grænsen de seneste år. Det vil fremover blive modsvaret af en mere kontant reaktion, lod de to rådgivere forstå, som også understregede, at Indien heller ikke vil finde sig i nogen trussel fra islamistiske militante fra Pakistan.
»Man vil se en mere nationalistisk tilgang til emner, der vedrører terrorisme i vores nabolande. Der vil komme et meget mere hårdt syn på disse ting«, sagde en af rådgiverne.
Selv valgte Modi i en tale i februar at komme med en trussel, som var direkte møntet på Kina, hvor han opfordrede Kina til at »opgive sin ekspansionistiske attitude«.
Kenneth Bo Nielsen, der forsker i Indien på Senter for udvikling og miljø i Oslo, tror dog ikke, at Indien som sådan vil blive en mere nationalistisk stat, hvis Modi vinder.
»Men der vil nok være religiøse kræfter, som vil føle, at de får mere spillerum«, siger han.
fortsæt med at læse
