Barack Obama: Boko Haram er brutale og uhyrlige terrorister

Kidnapning. 40 har haft held til at flygte, men over 200 skolepiger holdes stadig fanget af Boko Haram i Nigeria.
Kidnapning. 40 har haft held til at flygte, men over 200 skolepiger holdes stadig fanget af Boko Haram i Nigeria.
Lyt til artiklen

Den amerikanske præsident, Barack Obama, opfordrer verdenssamfundet til at gå sammen om at bekæmpe terrororganisationen Boko Haram.

Fra sin base i det nordøstlige Nigeria har de islamistiske terrorister i de seneste to årtier ført en blodig væbnet kamp for en islamistisk stat baseret på en streng sharia-lovgivning.

Organisationen er dog først for alvor kommet på den internationale dagsorden efter, at den i midten af april kidnappede næsten 300 nigerianske skolepiger, der forberedte sig på eksamen i byen Chibok.

Obama ser fremad

Boko Harams leder, Abubakar Shekau, har siden truet med at sælge pigerne eller gifte dem bort til militante krigere, og det får nu USA til at sende eksperter i gidselsituationer til Nigeria.

Præsident Barack Obama kalder bortførelsen af de mange piger for »hjerteskærende«.

»Det er en uhyrlig situation. Vi har at gøre med en af de værste regionale terrororganisationer i form af Boko Haram i Nigeria, som på brutal vis har slået folk ihjel i mange år«, siger Barack Obama i en kommentar på tv.

SPØRGSMÅL OG SVAR

Spørgsmål og svar: Hvem er Boko Haram?

Han understreger, at USA i forvejen har øget samarbejdet med Nigeria i de seneste år, og vælger samtidig at se noget positivt i den tragiske situation.

»Det her kan være begivenheden, der kan mobilisere hele det internationale samfund til endelig at gøre noget ved denne forfærdelige organisation, som har begået så uhyrlig en forbrydelse«, siger Barack Obama.

Økonomisk boom

Nigeria har de seneste år oplevet en markant økonomisk fremgang og tiltrukket udenlandske investeringer i en grad, så landet målt på bruttonationalproduktet har overhalet Sydafrika som Afrikas største økonomi.

Trods fremgangen lever en stor del af befolkningen stadig i fattigdom, og især i den nordlige del af landet har lokalbefolkningen ikke fået del i fremgangen, der primært finder sted i den sydlige del af landet.

Ekspert: Islamister truer boomet i Afrikas nye superøkonomi

Under overfladen lurer samtidig en voksende kløft mellem kristne og muslimer i Afrikas folkerigeste nation, men paradoksalt nok er det langtfra kun kristne, som Boko Haram angriber.

Også muslimer, der i organisationens øjne ikke lever op til koranen, er i mange tilfælde blevet angrebet og slået ihjel.

Og selv om Boko Haram har sin base i det nordøstlige hjørne af Nigeria op til nabolandende Niger, Chad og Cameroun, har islamisterne ved en række lejligheder vist sig i stand til at slå til i andre dele af Nigeria.

Det gælder også hovedstaden Abuja, hvor 75 mennesker senest mistede livet ved en terrorbombe på en busstation samme dag, 14. april, som skolepigerne blev bortført.

Kritik af regeringen

De nigerianske myndigheder er af blandt andre skolepigernes forældre blevet kritiseret for deres indsats i bekæmpelsen af Boko Haram.

Onde tunger siger sågar, at det er i hærens interesse at holde terroristerne i live, så man er sikker på at få flere midler.

Også præsident Jonathan Goodluck har stået for skud, men hans talsmand afviser, at regeringen ikke har taget situationen alvorlig fra dag ét.

»Præsidenten og regeringen tager ikke så let på tingene, som mange mennesker rundt omkring i verden måske tror«, siger talsmanden, Doyin Okupe, ifølge amerikanske CNN.

»Vi har gjort en masse, men vi taler ikke højt om det. Vi er ikke amerikanere. Vi blærer os ikke, men det er ikke det samme som at vi ikke gør noget«, siger Doyin Okupe.

16-årig var kidnappet: »Der var ikke tid til at føle angst. Jeg løb bare«

Han forklarer, at to bataljoner specialstyrker fra hæren har været indsat i jagten på de bortførte piger, og at mindst 250 mulige gemmesteder har været eftersøgt bistået af helikoptere og fly.

Samtidig har de nigerianske myndigheder selv henvendt sig til USA for at få assistance i sagen.

Ifølge Barack Obama vil USA sende et hold specialister fra hæren og politiet med ekspertise i gidselsituationer til landet. Samtidig vil der blive oprettet et informationscenter, der skal koordinere udmeldinger og stå for en løbende opdatering om situationen.

»Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dem«, siger Barack Obama til amerikanske NBC News.

Ærkebiskop i Nigeria: Frygter skolepiger bliver udsat for uhyrligheder

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her