Ukrainere er mål for prorussiske baghold

ANGREB. Ukrainsk soldat ved militærlastbil, der blev udelagt under kampe med russermilits torsdag.
ANGREB. Ukrainsk soldat ved militærlastbil, der blev udelagt under kampe med russermilits torsdag.
Lyt til artiklen

For anden dag i træk kom det til blodige sammenstød i den østlige del af Ukraine.

Fredag blev en konvoj fra en proukrainsk såkaldt 'selvforsvarsgruppe' angrebet af tungt bevæbnede russisksindede nær Donetsk. Flere soldater rapporteres kvæstede ved skyderierne.

De kommer et døgns tid efter drabene på 13 ukrainske soldater, der blev skudt af de russisksindede nær byen, som er en af de byer, hvor russermilitser har besat bygninger og kræver løsrivelse eller selvstændighed. Yderligere en soldat blev dræbt ved et angreb nær Lugansk.

Højreparti er med til at splitte Ukraine

Ifølge lederen af selvforsvarsgruppen, Semen Semenchenko, brugte separatisterne automatvåben, snigskytter og granatkastere under morgenens angreb.

»Præcis halvdelen af vort mandskab er blevet såret«, siger han ifølge BBC.

De blodige begivenheder kommer kort før søndagens præsidentvalg, hvor ukrainerne skal til stemmeurnerne for at finde en ny præsident. Den tidligere præsident Viktor Janukovitj blev afsat tidligere på året efter omfattende protestdemonstrationer i hovedstaden Kijev.

LÆS MERE

Danmark sender penge til Ukrainsk forfatningsarbejde

Urolighederne i landet skyldes ifølge den russiske præsident Vladimir Putin Vesten.

»Det blev udløst af Janukovitj' beslutning om at udsætte underskrivelsen af en aftale med EU. Det, der fulgte derefter, var et statskup, støttet af vore amerikanske og europæiske partnere. Hvad skete der så? Det, der fulgte, var kaos og nu er vi vidner til en fuldblods borgerkrig«, erklærer han ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.

USA og EU har sammen med Ukraine beskyldt russerne for at opvigle til splittelse mellem det store russisksindede mindretal og ukrainerne i den østlige del af landet.

LÆS ARTIKEL

Utilfredsheden med militserne i Ukraine ulmer

Ministerpræsident Arsenij Jatsenjuk i Kijev vil have FN's Sikkerhedsråd til at træde sammen efter de seneste dages kampe.

»Vi vil fremlægge beviser for, at det er Rusland, der forsøger at optrappe konflikten, forsøger at indtage ukrainske grænseposter og at få præsidentvalget torpederet«, mener han ifølge CNN.

Adskillige valgsteder i de byer, hvor militserne er aktive, er blevet plyndret og de tilforordnede truet væk.

LÆS MERE

FN slår alarm: Brud på menneskerettigheder i Ukraine

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her