Stemmerne fra søndagens valg til Europaparlamentet var endnu ikke talt færdigt, før EU's borgerlige lejr lagde an til næste slag: Nu vil de have deres særlige 'Spitzenkandidat', luxembourgeren Jean-Claude Juncker, udpeget som den næste formand for den magtfulde EU-kommission.
Kravet er i og for sig et paradoks.
For netop den borgerlige lejr fik flere steder i Europa en regulær afklapsning af vælgerne, der i en stribe EU-lande samlede sig om EU-skeptiske og direkte EU-fjendtlige partier. Dette valg blev nemlig, som ventet, et stort protestvalg.
Frankrig
I Frankrig, der sammen med Tyskland udgør den helt centrale akse i EU, stormede Marine le Pen og hendes EU- og fremmedfjendske Front National frem i sådan en grad, at hun ligefrem krævede nyvalg. Hendes succes udløste panik hos såvel socialister som borgerlige, der i den kommende tid vil forsøge at indrette sig efter et vælgerkorps, der føler sig tabt bag EU-projektet og barske sparepakker.
Tyskland
I Tyskland var det især det liberale FDP og det bayerske søsterparti til kansler Merkels CDU, CSU, der blødte, mens Tyskland så det euroskeptiske Alternativ für Deutschland (AfD) erobre hele syv procent af stemmerne. Det er, i tysk sammenhæng, et ganske betydeligt resultat, der allerede søndag aften udløste borgerlige krav om en nytænkning af EU-linjen i retning af en mere kritisk tilgang.
Chokket over søndagens valg blev ikke mindre af, at de tyske vælgere også har stemt det nynazistiske NPD ind i Europaparlamentet.
Storbritannien
I Storbritannien er det EU-fjendtlige UKIP nu en uomgængelig kraft, uanset det borgerlige establishment har forsøgt at fremstille det som værende styret af en samling racister og drukkenbolte.
Og Danmark skrev sig såmænd også ind i den tendens, da Dansk Folkeparti stormede frem, mens Venstre fik sit værste resultat siden 1989. En presset Lars Løkke Rasmussen konstaterede som andre europæiske borgerlige, at partiet nu må tage bestik af, at så mange vælgere er bekymret for nationalstaten.
Flere andre lande viste samme tendens: En borgerlig lejr, der lægger an til et opgør, der meget vel kan føre frem mod en mere EU-kritisk linje. En linje, der dels vil indeholde et opgør med barske sparepakker, dels vil kræve mere respekt for de enkelte landes velfærdssystemer og afstandtagen til 'velfærdsturisme'.
Men uanset tilbagegangen er de borgerlige partier altså fortsat den største gruppe i Europaparlamentet, og præcis derfor gør de nu krav på posten som ny formand for EU-kommissionen.
Deres våben er en bestemmelse i Lissabontraktaten, der pålægger de 28 stats- og regeringschefer at tage bestik af valget til Europaparlamentet, når de udpeger den nye EU-kommissionsformand. Hvordan de skal gøre det, er en anden ting. Lande som Danmark, Tyskland og Storbritannien er bestemt ikke til sinds at lade sig styre af parlamentet og vil med dagens valg finde argumenter for, at tiden ikke er inde til mere føderalisme - snarere mindre. Omvendt vil medlemmerne af Europaparlamentet pege på, at de står med et folkeligt mandat, der altså igen - og uanset tilbagegang - har gjort den konservative gruppe størst.
Meget tyder derfor på en regulær magtkamp mellem parlamentarikere og regeringsledere i noget, der bedst af alt kan karakteriseres som en historisk armlægning.
Sverige og Grækenland
Valgets anden tendens var, at EU-skepsissen kommer fra både højre og venstre af det politiske kompas.
I Sverige var det først og fremmest Miljøpartiet, der med en markant fremgang fejrede triumf, og overhalede det borgerlige Moderaterna som landets næststørste parti efter socialdemokraterne.
I Grækenland blev den store sejrherre det venstreorienterede anti-Merkel parti Syriza, der blev langt større end en ellers anden markant anti-EU-kraft i form af det nyfascistiske Gyldent Daggry.
Men når alt det er sagt, så støttede et stort flertal af Europas ca. 400 millioner vælgere - i det omfang, de altså stemte - EU-venlige partier. Det vil den EU-venlige side opfatte som en sejr i lyset af, at EU først nu er ved at komme sig efter den alvorligste økononomiske krise siden Anden verdenskrig. Men samtidig er tilslutningen til EU-kritiske partier så massiv, at de ikke kan sidde dem overhørigt. i hvert fald ikke uden risiko for, at vælgere og 'projekt' bliver yderligere afkoblet.
På den måde var dette et valg, der forandrede diskussionen af EU. Og som - patentdomstol eller ej - vil bremse udviklingen i retning af mere union. Millioner af vælgere vil ikke være med.
fortsæt med at læse
