»Vi skynder os for at hente morgenmad«, indleder palæstinensiske Hani Mahmoud, inden han slår over i sit modersmål og spørger efter noget mad på gaden i Gaza By.
Nattens voldsomme bombardementer i den konfliktramte by er stilnet af til morgen, og der går ti minutter mellem ekslosionerne i byen, fortæller Hani Mahmoud.
En dag i Gaza: »Jeg er sikker på, at dronerne kan se mig«I selskab med sin bror risikerer den 30-årige palæstinensiske fredsaktivist og engelsklærer dagligt sit liv for at skaffe mad til de øvrige 18 familiemedlemmer - herunder særligt børnene - der sidder i den lejlighed i Gaza By, som familien evakuerede til for ni dage siden.
Blodig nat i Gaza
Den relative ro i gadebilledet står i skærende kontrast til begivenhederne, der begyndte i går klokken 14 lokal tid, fortæller Hani Mahmoud.
»Tingene blev voldsomme klokken 14. Folk blev ikke advaret, og der var ambulancer, der fyldte gaderne. Ingen biler. Jeg vidste, der skete en masse, så jeg fandt nogen, der havde et tv. De så CNN, og her kunne jeg se Israel meddele, at de ville udvide deres militæroffensiv i Gaza«, siger han.
En dag i Gaza: »Hvis jeg kommer gennem natten, så taler vi sammen igen«Fra det tidspunkt gik tingene stærkt i Gaza. Alene over natten blev mindst 26 palæstinensere dræbt, fem israelske soldater mistede livet, og et israelsk militærfly affyrede en raket mod Hamas' politiske leders hjem i Gaza.
Prøver at undgå droner
Hver dag forlader Hani Mahmoud familiens opholdssted for at finde en smule mad og drikke. Det foregår enten i bil eller til fods, men altid meget langsomt, så de israelske dronefly over byen ikke bliver alt for opmærksomme på hans tilstedeværelse
Han fortæller, at børn mister forældre, at der ligger lig i flere dage i gaderne, og at bygninger er sønderbombet. Og så beretter han om snigskytter, der skyder æsler og hunde.
Børn dræbt i to angreb i GazaSelv om konflikten kører på 22. døgn, er bombardementerne ikke blevet hverdag for Hani Mahmud, der tidligere har boet i USA og England.
»Jeg vil ikke blive behandlet som mindre end andre personer. De ser ned på os, som om vi ikke er mennesker – men rumvæsener. Enten når vi til et punkt, hvor vi opnår en værdighed af betydning, ellers har jeg intet at tabe, så kan de ligeså godt slå mig ihjel«, siger han.
»For alternativet er, at vi kan genopbygge Gaza og have checkpoints igen, få bestemt hvad vi kan spise, og hvor vi kan rejse hen. Det er som at dø langsomt«, siger han, inden han slår over i de arabiske brødforhandlinger igen og vender tilbage til telefonen.
»Vi fandt en halv pakke brød. Man kan ikke få mere, for ellers kan alle ikke få brød«.
fortsæt med at læse
