Amnesty frygter ny bølge af vold i Iran

Amnesty International opfordrer det iranske styre til at lade oppositionen komme til orde uden at slå ned på dem.
Amnesty International opfordrer det iranske styre til at lade oppositionen komme til orde uden at slå ned på dem.
Lyt til artiklen

Det er helt i sin orden, at Irans myndigheder sørger for ro og orden.

Men det er ikke i orden at undertrykke fredelige protester, som det er sket siden det omstridte valg i juni, hvor præsident Mahmoud Ahmedinejad blev erklæret vinder foran oppositionsleder Mir Hossein Moussavi.

Amnesty International frygter, at en ny bølge af vold, arrestationer og henrettelser kommer til at skylle ind over Iran med fornyet styrke i forbindelse med årsdagen for Den Islamiske Revolution, som markeres i dag.

Iran advarer mod demonstrationer

Hundredetusinder er på gaden - nogle for at hylde styret, mens andre deltager i oppositionens moddemonstrationer.

Sikkerhedsstyrker og politi er mødt talstærkt op i Teherans gader, og der er allerede rapporter om sammenstød.

LÆS ARTIKEL

Øjenvidner: Politi spreder demonstranter

De iranske myndigheder har advaret mod demonstrationer og erklæret, at man vil tilbageholde anholdte indtil april måned.

Ingen retfærdiggørelse af undertrykkelse
Menneskeretsorganisationen Amnesty International opfordrer det iranske styre til at tillade, at oppositionen giver udtryk for sine meninger uden at gribe til voldeligheder.

»Amnesty International anerkender fuldt ud de iranske myndigheders pligt og ansvar for at passe på offentligheden og sørge for ro og orden, men det retfærdiggør ikke undertrykkelse af fredelige protester, som det er sket gennem de seneste måneder«, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Bekymret for tvungne 'bekendelser'
Amnesty er desuden bekymret for, at myndighederne tvinger anholdte til at 'bekende', at de har forbindelse til forskellige oppositionsgrupper eller organisationer, som anklages for at anstifte til oprør.

På den måde kan de skabe syndebukke, som får skylden for at protesterne fortsætter, mener Amnesty.

To mænd, der blev henrettet i januar, Arash Rahmanipour og Mohammed Reza Ali-Zamani, blev anholdt før det omstridte præsidentvalg i juni.

Ved deres retssager fik de udpeget advokater, og deres egne forsvarere måtte ikke komme ind i retssalen.

De blev tvunget til 'indrømmelser' og blev dømt for at have forbindelser til oppositionsgrupper og for at forsøge at lave sprængstoffer.

Truede med at skade gravid søster
Arash Rahmanipour fik lov til at holde en kvarters møde med sin advokat efter retssagen.

Her fortalte han ifølge Amnesty, at han var blevet tvunget til at gå til 'bekendelse' over for afhørerne, som hentede hans gravide søster ind og truede med, at hun ville komme til skade, hvis han benægtede.

Mens myndighederne har erkendt op mod 40 dødsfald, mener Amnesty, at tallet er nærmere 80 og muligvis flere.

Ni er i fare for henrettelse

Tusinder er blevet fængslet, mange er blevet udsat for tortur og er blevet fængslet for løse anklager om trusler mod landets sikkerhed.

Mindst ni personer vurderes at være i fare for at blive henrettet, vurderer menneskeretsorganisationen.

»Disse retssager og henrettelser er blevet brugt af de iranske myndigheder til at støtte deres påstand om, at de seneste måneders masseprotester ikke har været et udtryk for utilfredshed med resultatet af præsidentvalget og myndighedernes brutale undertrykkelse af protesterne, men blev anstiftet af udenlandske kræfter og oppositionsgrupper i eksil, som ønsker regimeskifte i Iran«, skriver Amnesty International.

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her