Det var en varm juli-aften, og børnene strømmede ned til en mark i den bosniske by Srebrenica, hvor en af de store soldater stod og delte chokolade ud.
Den dengang otte-årige Izudin Alic husker tydeligt mødet med den krigsforbrydersigtede bosnisk-serbiske eks-genereal Ratko Mladic, der i går blev udleveret til den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag.
LÆS OGSÅ Hundreder ventede på Ratko Mladic i Haag
»Jeg løb derned med de andre børn og fik en chokoladebar af Ratko Mladic. Han spurgte mig, hvad jeg hed, og jeg sagde 'Izudin'. Jeg var ikke bange. Jeg var kun fokuseret på chokoladen«, siger han i et interview med AP.
I er trygge her
Da Mladic spurgte Izudin Alic, hvor gammel han var, svarede drengen 12 for at virke ældre. Han havde ingen fornemmelse af, at han med sit svar øgede risikoen for at miste livet. Det yngste offer for Srebrenica-massakren i 1995 var 14 år.
Izudin Alic, der nu er blevet 24 år, blev foreviget på en videooptagelse, der siden gik verden rundt på grund af sin bestialske historie:
Kort efter, at Ratko Mladic havde klappet drengen på hovedet og forsikret ham om, at alle i Srebrenica kunne være trygge, stod generalen i spidsen for nedslagtningen af omkring 8.000 mulimske drenge og mænd.
Izudin Alic var blandt de tusinder af bosniske muslimer, som i 1995 flygtede til Srebrenica for at blive beskyttet af FN's soldater, men i stedet endte midt i et mareridt, da FN-soldaterne trak sig tilbage og overlod kommandoen til Mladic.
Kunne ikke modstå trangen til chokolade
Izudin Alic' bedstefar havde forbudt sit barnebarn at følge med de andre børn til den bosnisk-serbiske general, men den otte-årige dreng sneg sig alligevel ud af den fabrik, hvor familien gemte sig.
I dag forklarer han, at han ikke kunne modstå trangen til et stykke chokolade.
Mens Izudin Alic slugte chokoladen med følelsen af stor taknemmelighed, blev hans far Sahzet jagtet af Mladic' mænd i de omkringliggende skove. Faren var flygtet natten før sammen med 15.000 andre Srebrenica-mænd, der kæmpede sig gennem bjerge og minefelter - men de blev snart indhentet af Mladic' soldater.
Izudin Alics far blev fundet i en massegrav for flere år siden.
Fandt Alic i lille by
I årevis har spørgsmålet, om hvad der blev af Izudin Alic, derimod været ubesvaret. Nogle troede, han var blevet slået ihjel, mens andre mente, at han var udvandret.
Jeg var ikke bange. Jeg var kun fokuseret på chokoladen
AP fandt ham, da en journalist mødte en gruppe drenge, der hævdede at være blandt dem, der havde fået chokolade af Mladic.
Drengen identificerede Izudin Alic, hvorefter AP fandt ham i den lille by Prohici.
Bør få højeste straf
Tilbage i april 1993 erklærede FN den østbosniske Srebrenica-enklave for en sikker zone for at beskytte den muslimske befolkning fra overgreb fra de bosniske serbere.
Da Mladic' tropper havde besejret enklaven, flygtede 20.000 mennesker til FN's base uden for Srebrenica by for at søge beskyttelse.
Da de serbiske soldater nåede basen, og det stod klart, at de var Hollands fredsbevarende FN-styrker - som aldrig affyrede skud - langt overlegne på både våben og mandskab, begyndte Mladic' folk at udskille de våbenføre mænd for at henrette dem.
Blev glad for anholdelse
For Izudin Alic og hans familie, som vendte tilbage til Prohici lige uden for Srebrenica nogle år efter krigen, gav det en fred, da Mladic i sidste uge blev anholdt i sin fætters hus.
»Jeg blev glad. Han bør få den højest mulige straf. Han dræbte min far, min onkel og så mange af vores folk«, siger Izudin Alic.
fortsæt med at læse




























