Lille distrikt skabte panik i Romneys lejr

Uha. Der var panik i et lille distrikt i Clinton County, da de afgivne stemmer ikke var blevet registreret.
Uha. Der var panik i et lille distrikt i Clinton County, da de afgivne stemmer ikke var blevet registreret.
Lyt til artiklen

Det var sølle otte stemmer, der skilte vinderen fra taberen, da Mitt Romney i morges dansk tid slog Rick Santorum i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat i staten Iowa.

Men de få og dyrebare stemmer skabte drama til det sidste.

Stemmerne fra et lille distrikt i Clinton County blev de sidste, der blev talt op, efter en hektisk nat for formanden for Clinton Countys republikanske parti, Edith Pfeffer.

Gik i seng uden telefon
Hun tog afsted for at afgive sin stemme tirsdag aften og tænkte, at valget forløb, som det skulle. Men omkring klokken 22 lokal tid, spurgte Edith Pfeffers datter, hvorfor et enkelt distrikt ikke havde indleveret deres resultat.

Pfeffer vidste, at distriktet var blevet ringet op klokken 19.48, men klokken 23.30 ringede Mitt Romneys kampagnekontor og efterlyste de manglende tal.

Romney ignorerede rivalernes galde: Videre til New Hampshire!

Romneys folk fik tallene - 51 stemmer til Romney, 33 til Santorum og ialt 143 afgivne stemmer - og derefter gik Edith Pfeffer i seng i et værelse uden telefon og tænkte, at alt var under kontrol.

Hvad foregår der?
Men det var det ikke.

Klokken 24.30 - da hele USA har blikket stift rettet mod det tætte opgør - hørte den sovende Pfeffer nogen banke på vinduet og på døren og en ringende dørklokke. Udenfor så hun sin veninde Caroline Tallet, som også er en lokal republikansk aktivist.

»Jeg tænkte, 'hvad i alverden foregår der?'«, siger Pfeffer ifølge AP.

Tallett fortalte, at hun sad derhjemme og fulgte valget på CNN, da hun blev ringet op af en af partiets nationale embedsmænd, som sagde, at de manglede de sidste resultater så hurtigt som muligt.

Må være en computerfejl

Pfeffer er stadig ikke sikker på, præcis hvorfor stemmerne ikke var blevet registreret, men hun mener, at der må være tale om en form for computerfejl - alle de formelle aspekter var klappet af, insisterer hun.

»Vi har arbejdet meget hårdt for at gøre alting korrekt«, siger Edith Pfeffer.

Romney fik samlet 30.015 stemmer, 25 procent, mens Santorum måtte nøjes med 30.007 af de ialt 122.000 afgivne stemmer.

ANALYSE Santorums nederlag er en stor sejr

FACEBOOK

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her