Fem islamister fra det terrornetværk, som fransk politi mener at have optrevlet, er løsladt uden sigtelser.
De fem er blandt 12 personer, som i sidste weekend er blevet anholdt mistænkt for et angreb mod en jødisk butik i Paris-forstanden Sarcelles.
De resterende syv mistænkte skal ifølge Le Monde for en dommer igen i morgen, hvor det afgøres, om varetægtsfængslingen kan opretholdes.
Salpeter og svovl fundet i garage
I går meddelte fransk politi, at man havde fundet våben og materialer til fremstilling af sprængstoffer i en garage i byen Torcy i forstaden Seine-et-Marne uden for Paris.
Blandt fundene var ifølge Le Figaro salpeter, svovl, kaliumnitrat, trykkogere og lyspærer, samt en pistol og en softgun - fund, der fik anklager Francois Molins til at beskrive netværket som »ekstremt farligt«.
Fransk politi: Vi har optrevlet et »ekstremt farligt« terrornetværk.En 13. person - netværkets formodede leder - blev dræbt i ildkamp, da politiet opsøgte ham på hans bopæl lørdag. Politiets efterforskere blev ført på sporet af den 33-årige mand, da hans dna-spor blev fundet på en granat i forbindelse med angrebet på den jødiske butik.
Desuden blev der fundet en liste over jødiske institutioner på mandens bopæl. Det er endnu ikke klart, hvad listen skulle bruges til, men de franske myndigheder har valgt at øge overvågningen af jødiske institutioner over hele landet.
Frankrig øger bevogtningen af jødiske institutionerJødisk samfund i alarmberedskab
Det jødiske samfund i Frankrig har været på stikkerne efter en stribe angreb i løbet af de seneste måneder. Den værste episode skete i Toulouse, da tre jødiske børn og en rabbiner samt yderligere tre personer, blev skudt og dræbt af den unge al-qaeda-inspirerede islamist Muhammed Merah i marts.
Efterfølgende blev Merah slået ihjel af det franske anti-terrorkorps, efter at han havde forskanset sig i en lejlighed.
I sidste uge oplyste den franske regering, at terrortruslen er uændret 'høj'.



























