Først mente republikaneren Todd Akin, at kvinder er i stand til at 'lukke ned', så de ikke bliver gravide ved en 'egentlig' voldtægt.
Nu er en partifælle, Richard Mourdock, kommet galt afsted under en debat i Indiana.
»Jeg har selv kæmpet med spørgsmålet længe, men jeg er kommet frem til, at livet er en gave fra Gud, og jeg mener, at selv om livet begynder så forfærdeligt som ved en voldtægt, så er det noget, Gud havde til hensigt skulle ske«, sagde den 63-årige 'finansminister' for Indiana.
Rival griber chancen
Udtalelsen har vakt furore, for Richard Mourdock er ikke hvem som helst: Udover sin højtstående statslige post, er han en af den ultrakonservative Tea Party-bevægelses favoritter, og ved republikanernes primærvalg sidste år udkonkurrerede han den mangeårige senator Richard Lugar. Han ligger nu i tæt løb med kongresmedlemmet Joe Donnelly forud for valget 6. november.
Og Donnelly var ikke sen til at gribe chancen for at sende sin rival en dyb mavepuster efter debatten.
»Den Gud, jeg tror på, og den Gud jeg ved de fleste indbyggere i Indiana tror på, har ikke til hensigt, at der skal ske voldtægter - nogensinde. Det Hr. Mourdock har sagt er chokerende, og det er forbløffende, at han kan finde på at være så respektløs over for voldtægtsofre«, lød det fra Joe Donnelly efter debatten mellem ham, Mourdock og den libertarianske kandidat Andrew Horning.
Romney lægger afstand til partifælle
Men den kontroversielle bemærkning trækker også tråde til den konservative præsidentkandidat Mitt Romney, som mandag søsatte en reklamekampagne til støtte for Mourdock over hele Indiana.
Dagen efter måtte præsidentkandidaten så lægge afstand til sin partifælle.
»Guvernør Romney er uenig med Richard Mourdocks kommentarer, og de afspejler ikke hans synspunkter«, lød det fra Romneys talsperson Andrea Saul.
Mourdock selv måtte også til tasterne og udsendte umiddelbart efter debatten en erklæring:
»Gud skaber liv, og det er min pointe. God ønsker ikke voldtægt, og jeg antydede på ingen måde, at han gør. Voldtægt er en forfærdelig ting, og hvis nogen fordrejer mine ord, er det absurd og sygt«.
Også den tidligere republikanske præsidentkandidat Rick Santorum fik problemer, da han tidligt i valgkampen udtrykte modstand mod brug af p-piller og vakte opsigt ved at sige, at abort og fortrydelsespiller er forkert, selv når der er tale om graviditet som følge af voldtægt eller incest.
LÆS OGSÅ Santorum: Vi er ikke færdige med at kæmpe
Republikanerne mangler fire pladser for at få kontrollen vristet fra demokraterne i senatet, eller tre, hvis Romney får nøglerne til Det Hvide Hus.
En måling fra september gav Joe Donnelly et forspring på to procentpoint foran Mourdock.
GENSE KLIPPET MED TODD AKIN
fortsæt med at læse



























