Alabama-bortfører har forskanset sig med tv og mad til tre uger

Chaufføren for en skolebus blev dræbt, da en mand tirsdag bortførte en fem-årig dreng.
Chaufføren for en skolebus blev dræbt, da en mand tirsdag bortførte en fem-årig dreng.
Lyt til artiklen

Den 65-årige mand, der har bortført en fem-årig børnehavedreng i Alabama, har forskanset sig i en bunker med tv, elektricitet og mad til to-tre uger.

Myndighederne havde planlagt at afholde et pressemøde i aftes lokal tid, men måtte aflyse, da der ikke var nye oplysninger om bortførelsen af drengen, der blev taget med, efter at en mand tirsdag skød og dræbte en buschauffør på en skolebus.

Politiet har endnu ikke offentliggjort identiteterne på hverken bortføreren eller drengen, men flere naboer har oplyst, hvem manden er.

Drengen som lider af ADHD og Aspergers syndrom har fået medicin ned i bunkeren via et plastikrør. Myndighederne mener, at drengen er uskadt.

'Den onde mand'
Præsten Michael Senn bor ved den private grusvej, der fører ned til mandens ejendom. Han siger til lokalavisen Dothan Eagle Newspaper, at myndighederne løbende har kommunikeret med manden gennem et rør.

Ifølge naboer har den mistænkte bortfører gravet bunkeren i sin baghave igennem de seneste par år, gerne om natten, og de husker, at han ofte bar på et haglgevær og opførte sig aggressivt mod både mennesker og dyr i området.

Rhonda Wilbur bor overfor den 65-årige mand. Hun kalder ham 'den onde mand' og har tidligere klaget over, at han slog hendes families hund ihjel ved at banke den med et jernrør for derefter at prale med det over for hendes mand.

Skulle møde i retten
Den mistænkte skulle være mødt op i retten onsdag, efter at han i sidste måned blev anholdt og anklaget for trusler mod en anden nabo, James Edward Davis.

Naboen siger til CNN, at anholdelsen skete efter en episode 10. december, hvor den 65-årige rettede en pistol mod ham og hans lille datter. Ifølge Davis var manden oprørt, fordi han mente, at Davis var kørt ind på hans ejendom.

Utilnærmelig og socialiserer ikke

Den ledende efterforsker for Dale Countys sherifkontor Tim Byrd siger ifølge CNN, at den mistænkte er en 'overlevelsestype' med 'anti-amerikanske' synspunkter.

»Hans venner og naboer har fortalt, at han ikke stoler på regeringen, at han er vietnam-veteran og lider af posttraumatisk stresssymptom. Han er utilnærmelig, socialiserer ikke og har ingen kontakt til nogen«, siger han.

LÆS OGSÅ Vietnamveteran holder dreng med ADHD fanget i bunker på andet døgn

Bunkeren er bygget under jorden, og det gør politiarbejdet mere kompliceret, siger Brad Garret, der er forhenværende gidselforhandler for FBI.

»Under normale omstændigheder kan de bruge kameraer til at se ind i bygninger, men i en bunker uden vinduer og med kun en ind- og udgang er det ikke muligt«, siger han til CNN.

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her