Amerikanske myndigheder truede Yahoo med bøder på 250.000 dollar (1,44 millioner kroner) dagligt, hvis ikke søgemaskinen og nyhedssiden gik med til at udlevere brugerdata til USA's efterretningsvæsen.
Det viser retsdokumenter, der giver et sjældent indblik i ellers hemmeligholdte oplysninger, og som føjer endnu et kapitel til historien om den omfattende amerikanske overvågning af både egne og andre landes borgere.



























