Efter at have siddet bag tremmer i et bahrainsk kvindefængsel i 13 dage starter Maryam al-Khawaja en sultestrejke. Det gør hun for at få lov til at se sin far, Abdulhadi al-Khawaja, der sidder fængslet med en livstidsdom. Begge har både dansk og bahrainsk statsborgerskab.
Maryam al-Khawaja, der ligesom sin far er en internationalt kendt menneskerettighedsforkæmper, fløj 30. august fra Danmark til Bahrain for at besøge sin far, der er svækket, efter han for 18 dage siden indledte en ny sultestrejke.



























