Egentlig kommer regeringskrisen højst ubelejligt for Mattias Karlsson.
Sverigedemokraternas fungerende formand under Jimmie Åkessons fravær er i gang med at flytte fra Skåne hjem til Växjö-egnen i Småland – præcis hvor, vil han af sikkerhedshensyn ikke have i avisen – og pludselig er han optaget nærmest i døgndrift med afstemninger i Riksdagen, pressemøder, telefonsamtaler fra nær og fjern og forberedelser til den valgkamp, som partiet har udløst ved at stemme nej til den rød-grønne regerings finanslov. Og så skal der også lige være tid til en snak med Politiken over en latte, en Dajm-kage og en pris snus i Riksdagens café.



























