Store europæiske lande må levere flere tropper og penge, hvis den internationale fredsmission og genopbygning i Afghanistan skal lykkes. Den advarsel understregede USA’s nye forsvarsminister, Robert Gates, da han her til aften for første gang mødtes med sine kolleger fra de 25 andre NATO-lande. Amerikaneren fik følgeskab af ministrene fra Storbritannien og Danmark, der også har soldater i de farligste krigsområder i landets sydlige region. »Hvis vi ikke sender flere tropper til Afghanistan, er der en risiko for, at det går galt«, sagde forsvarsminister Søren Gade (V) ifølge internationale nyhedsbureauer under mødet i den spanske by Sevilla. Pres for flere soldater Lige siden et NATO-topmøde i den lettiske hovedstad Riga i november har amerikanerne, briterne, canadierne, hollænderne og danskerne presset især Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien for at sende flere soldater og mere materiel til Afghanistan. NATO leder den cirka 33.000 mand store fredsstyrke, ISAF. Alliancens nye øverstkommanderende, general John Craddock, gentog i dag, at der er brug for mellem 1.500 og 2.000 flere soldater. Alene sidste år blev op mod 4.000 mennesker dræbt i stadig mere voldsomme kamphandlinger, og USA frygter en ny offensiv fra Taleban-oprørerne i foråret. Klar til forårsoffensiv »Hvis der skal være en forårsoffensiv, så lad et være vores offensiv«, sagde den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, for et par uger siden. USA har netop besluttet at forlænge opholdet for en amerikansk bataljon, og den amerikanske regering har bedt Kongressen om yderligere 61 milliarder kroner til genopbygning i Afghanistan. »Vi gør vores del. Nu vil vi gerne se, hvad vores allierede kan«, sagde en højtstående amerikansk forsvarsdiplomat her til aften ifølge Reuters. Danmark har 400 soldater i den sydlige provins Helmand, hvor nogle af de værste kampe er foregået.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Nekrolog
Bankmand i husarrest er dårligt nyt for Putin
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























