»Altså, jeg ved ikke, hvor vi er på vej hen«. Det var uklart, om Elio Di Rupo talte om retningen i EU’s milliardbudget, om vejen til unionens fremtid – eller om Belgiens regeringschef bare var for træt til at finde ud af kaffebaren. I hvert fald var udmattelsen hos den sirlige, butterflypyntede Di Rupo typisk for de europæiske stats- og regeringsledere klokken halv fire i går morges, hvor belgieren pludselig dukkede op blandt topmødecentrets søvndrukne journalister for at sluge en kop kaffe og spise en temmelig klamt udseende sandwich.
»Det endelige forslag kommer om lidt«, sagde Di Rupo, hvilket alle havde hørt et dusin gange før de seneste 12 timer. Og så gik der tre timer mere, inden EU-præsident Herman Van Rompuy klokken seks satte alt på et bræt med forslaget om et kraftigt slanket rammebudget for de næste syv år. Et forslag, der endelig gav Helle Thorning-Schmidt (S) en dansk milliardrabat. Og som sidst på eftermiddagen i går – efter endnu en runde armvridning og gaveuddeling i EU’s ministerrådsbygning – endelig tillod Van Rompuy at twitte nyheden, tusindvis af mediefolk ventede på: »Aftalen er på plads! Rådet er blevet enig om rammebudgettet for resten af årtiet. Værd at vente på«.






























