Den danske bjergbestiger Carsten Lillelund Pedersen reddede sig i sidste øjeblik i sikkerhed, da en lavine udløst af jordskælvet i Nepal rumlede ned over bjergsiden mod den lejr, som danskeren opholder sig i for at bestige Mount Everest.
Verdens højeste bjerg befinder sig cirka 200 kilometer fra epicentrumet af jordskælvet, der har kostet op mod tusinde menneskeliv i Nepal. Skælvet kunne mærkes flere hundrede kilometer væk i den indiske hovedstad New Dehli og altså også mod øst i Himalaya-bjergkæden. Det målte 7,9 på skalaen.
Jorden rystede voldsomt
Flere bjergbestigere skriver på Twitter om laviner i det sneklædte og uvejsomme bjergområde, hvor der ifølge de nepalesiske myndigheder er omkommet mindst otte personer og såret et tocifret antal.
Danskeren opholdt sig i Everest Base Camp på sydsiden af bjerget. Lejren består af omkring 500 telte, og han beskriver på Facebooksiden Use The World, hvordan han oplevede lavinen. Sammen med en rejsefælle - den belgiske bjergbestiger Jelle Veyt - befandt han sig lidt fra lejren, da jorden begyndte at ryste voldsomt, og sneen kom væltende ned ad bjergsiden.
»Vi kunne ikke nå teltene«, skriver Carsten Lillelund Pedersen og uddyber, at han derfor søgte skjul bag en stensætning, der fungerer som et tilbedelsessted for hinduer. Han skriver, at lejrens sherpaer er bekymrede for, at mange personer kan være fanget i snemasserne i telte i en anden lejr, som ligger betydelig tættere på der, hvor lavinen begyndte.
Foto Jelle Veyt
Brækkede begge ben i lavinen
En af bjergbestigerne er læge, og han har omdannet spiseteltet i lejren til et lille hospital med brikse, hvor der er begyndt at komme tilskadekomne ind. Folk kommer ind med brækkede lemmer og hovedskader. Carsten Lillelund Pedersen beskriver, hvordan en person blev fejet væk af lavinen og brækkede begge ben. Flere mindre laviner har ramt området siden den første, skriver han.
fortsæt med at læse




























