Labour mister sin formand efter knusende valgnederlag

AFGANG. Labourleder Ed Miliband (i midten) trækker sig efter partiets kraftige tilbagegang ved gårsdagens valg i Storbritannien. Nick Clegg (t.h.) og Nigel Farage (t.v.) har også valgt at aftræde som formænd for hhv. De Liberale Demokrater og Ukip. Foto:  Lewis Whyld, Pitarakis Lefteritis, Danny Lawson/AP
AFGANG. Labourleder Ed Miliband (i midten) trækker sig efter partiets kraftige tilbagegang ved gårsdagens valg i Storbritannien. Nick Clegg (t.h.) og Nigel Farage (t.v.) har også valgt at aftræde som formænd for hhv. De Liberale Demokrater og Ukip. Foto: Lewis Whyld, Pitarakis Lefteritis, Danny Lawson/AP
Lyt til artiklen

Labours formand Ed Miliband tager nu konsekvensen af valgnederlaget, der har rundbarberet det gamle parti - og nærmest udraderet det i Skotland.

Den britiske partileder trækker sig fra sin post efter tabet af 26 mandater i parlamentet. Hovedmodstanderne de konservative har sammen med det skotske nationalister i SNP triumferet efter voldsomme stigninger i mængden af politikere, der fik plads i Underhuset.

»Det er nødvendigt, at andre tager over«, erklærer han. Fratrædelsen er øjeblikkelig.

I forvejen har to andre partiledere meddelt, at de forlader formandsposterne. Ukip's Nigel Farage og De Liberale Demokraters Nick Clegg har begge opgivet at fortsætte.

OVERBLIK

Overblik: Her er det britiske valgs hovedpersoner

Det ringe valgresultat koster nu partiformanden sin position som frontfigur for arbejderpartiet. Han kom i sin tid ind i inderkredsen, da han i 1997 blev rådgiver for finansminister Gordon Brown.

I 2005 blev han valgt ind i parlamentet. Tre år efter blev han energi- og klimaminister.

Da Labour mistede magten i 2010, kom det til et kampvalg om formandsposten mellem Ed Miliband og hans bror David.

Valgnederlag presser ham fra posten

Ed vandt og har siden stået i spidsen for Labour. Men det har ikke været nogen glorværdig periode for partiet, når man ser på opbakningen. Og med det bastante nederlag i Skotland og den generelle tilbagegang for partiet blev hans stilling som formand umuliggort.

Selv har han forsøgt at overbevise vælgerne og partisoldaterne om, at det trods alt var lykkedes partiet at skabe grundlag for økonomisk vækst, og at det var en bremse for de konservatives ganske skrappe nedskæringspolitik.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her