Kun én vej fører frem til landsbyen Jamel gennem en perfekt sensommeridyl af nyhøstede marker på bløde bakker og bugnende frugttræer i vejkanten. Til gengæld kan man på et træskilt midt i byen se, i hvilken retning man finder Berlin eller Braunau am Inn.
Den østrigske by, hvor Adolf Hitler blev født, befinder sig ifølge de gotiske bogstaver 855 kilometer fra de få og spredte huse, der udgør Jamel. Lokaliteten, der er berygtet som nazilandsbyen i Tyskland, blev forleden oplyst af en natlig påsat brand, men denne lørdag eftermiddag er der stille, helt stille, mens mørkegrå skyer spankulerer forbi og lover torden med heftig regn.




























