Danmark i Krig: Krigens beskidte ansigt

Irak, maj 2004 Først præsenterede han sig selv: »Mit navn er Nick Berg. Min fars navn er Michael. Min mors navn er Suzanne. Jeg har en bror og søster, David og Sara«. Bag ham stod fem mænd med skimasker. Den midterste af dem læste en erklæring højt og gik derefter hen til Berg med en kniv i hånden. De andre mænd omringede hurtigt Berg, der var iklædt en orange kedeldragt, de væltede ham omkuld på gulvet, holdt ham nede. Han var bundet på hænder og fødder. Berg skreg. Mændene råbte » Allahu akbar – Gud er størst«. Så skar de hovedet af Nicholas Berg. Manden med kniven holdt hovedet op foran kameraet. Så lagde han det på Bergs lig, som senere blev smidt i en gade i Bagdad. Kort efter dukkede videoen op på internettet med titlen ’Sheik Abu-Musab al-Zarqawi slagter en amerikansk vantro med de bare hænder og truer Bush med mere’. Henrettelsen var hævn for den »sataniske nedværdigelse« af de irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet. Sådan så krigen ud. Al-Zarqawi opnåede blandt terrorister gudestatus i Irakkrigens første år; på linje med al-Qaedas øverste leder Osama bin Laden. Og al-Zarqawi havde en løjtnant med stærk tilknytning til Danmark. En mand ved navn Mustapha Darwich Ramadan. Washington og London, januar-februar 2004 I Det Hvide Hus talte man fire måneder tidligere om, hvor forholdsvis roligt besættelsen af Irak egentlig var forløbet indtil da. En dag briefede forsvarsminister Donald Rumsfeld præsidenten om forskellige emner. »Åh, for resten«, sagde Rumsfeld, lidt henkastet, »vi har denne hændelse ...«. Han havde hørt, at militærpolitiet behandlede fangerne dårligt i Abu Ghraib, Saddams gamle fængsel. »Der er tilsyneladende også billeder«, sagde forsvarsministeren. Han tilføjede: »Vi har styr på det«. Lige nu havde George W. Bush andet at tænke på. Ligesom Tony Blair i London blev Bush bombarderet med spørgsmål om de masseødelæggelsesvåben, som ingen kunne finde. De våben, som havde været begrundelsen for at styrte Saddam Hussein. Under en middag for pressen tog Bush det fra den humoristiske side. Ved hjælp af en serie lysbilleder viste præsidenten, hvordan han ledte efter de meget omtalte våben under møblerne i Det Hvide Hus: »Nej, heller ingen masseødelæggelsesvåben derovre ...«, sagde Bush. Journalisterne grinede. Lederen af den amerikanske våbeninspektion, David Kay, havde ikke større held med at finde våben i Irak, og han sagde sin stilling op med ordene: »Vi tog alle fejl ...«. Asylcentret i Hjallese på Fyn, februar 2004 Hakim og Amira skænkede ikke masseødelæggelsesvåbnene en tanke. De tænkte kun på, hvornår de fik svar på deres asylansøgning. De var flygtet for snart et år siden og med god grund, mente de selv. De var dårligt nået ud af Irak, før et amerikansk kampfly kastede en bombe mod det hus i Bagdad, som Amiras mor boede i. Moren blev dræbt. Men bomberne var ikke den vigtigste årsag til deres flugt. De frygtede først og fremmest at blive myrdet af den klan, som havde svoret blodhævn, fordi Hakims far, der arbejdede for Saddam, havde angivet to klanmedlemmer. De to var blevet henrettet. Uden Saddam ved magten var der frit slag for den fjendtlige klan. Og truslen fra denne klan var deres tungeste argument for at søge asyl. Nu boede de på et asylcenter ved Odense sammen med sønnerne Ali og Gabir, og de havde ventet i ti måneder på svaret fra Udlændingestyrelsen. Så kom det: »Det forhold, at du ifølge din forklaring med styrelsen den 1. august 2003 frygter for (den fjendtlige klan) ved en tilbagevenden til Irak, idet din far har haft konflikter med denne klan i 1999, finder styrelsen ikke kan begrunde, at du meddeles asyl eller beskyttelsesstatus«. Embedsmændene skrev, at de lige havde haft en fact-finding mission i Jordan, som forsikrede, at klaner i Irak kunne »yde beskyttelse og finde løsninger på problemer, der involverer medlemmer af de respektive klaner«. Det var et klart afslag. Hakim og Amira klagede straks til Flygtningenævnet. København, februar 2004 Medarbejderen i Forsvarets Efterretningstjeneste loggede sig ind på det interne net, og cirka et kvarter senere fandt han rapporterne om Irak. Han kopierede det hele over i et nyt dokument, bortset fra ordene: ’HEMMELIGT KUN TIL NATIONALT BRUG’. Dokumentet printede han ud på første sal, og han skyndte sig ned for at snuppe arkene. Da han nåede tilbage til sit kontor, slettede han dokumentet på computeren og lagde printet i en kuvert. Sporene var slettet. Troede han. Han forlod sit kontor på Kastellet og tog ind til Berlingske Tidende i Pilestræde for at aflevere kuverten til en journalist. Inden han gik, bad han journalisten om ikke at citere direkte fra papirerne. »Det kan koste mig hovedet«, som han sagde. Avisen skrev med store typer på forsiden: ’Efterretningstjeneste skrev rapporter af’. Det var nu ikke så meget oplysningerne om, at spionerne havde skrevet af efter kollegerne i Storbritannien og USA, som gav ballade. Større interesse var der for den uenighed, som tilsyneladende eksisterede mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans egen militære efterretningstjeneste. »Der foreligger ingen sikre oplysninger om operative masseødelæggelsesvåben«, skrev tjenesten få uger før krigsudbruddet i marts 2003. Fogh havde et forklaringsproblem, lod det til, når man spolede tilbage til denne bemærkning fra regeringschefen: »Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi véd det«. Spionen, der sladrede, hed Frank Grevil. Hans computer blev konfiskeret. Han blev afsløret og sigtet for at have været til fare for statens sikkerhed. Men debatten forstummede ikke. København, april 2004 Grevil beskyldte Fogh for at have løjet og misbrugt efterretningstjenesten politisk til at deltage i Irakkrigen. Lidt ligesom arrangøren af en firmaskovtur, der pyntede på vejrudsigten for at lokke gæsterne til, forklarede han. Presset på regeringens troværdighed var voldsomt. Den valgte at offentliggøre uddrag af FE’s omstridte trusselsvurderinger om Irak. I et interview kom FE-chefen Jørn Olesen sin statsminister til undsætning og oplyste, at det hele tiden havde været tjenestens opfattelse, at Saddam Hussein rådede over kemiske og biologiske kampstoffer. Svend Aage Jensby overlevede ikke den kraftige politiske ild. Han trak sig som forsvarsminister, da oppositionen beskyldte ham for at have talt over sig om et møde i Folketingets hemmelige Kontroludvalg. FE-chefen sendte et afskedskort til Jensby hjemme i Aalborg. Jørn Olesen takkede for samarbejdet og beklagede, at tjenesten indirekte havde forvoldt ministerens fald. Den nye chef for Forsvarsministeriet hed Søren Gade. Han var venstremand og reserveofficer. København, forår og sommer 2004 »Vi er i krig, men kalder det for noget andet. Vi vil ikke vide, hvad vi selv gør. Vi har smadret alle spejle og erstattet dem med guldaldermalerier. Jeg vil ikke sige, at statsminister Anders Fogh Rasmussens fornemste og måske eneste opgave er at lyve for os. For han lyver ikke for os. Han lyver med os. Vi har ansat ham til at dele vore illusioner«. Forfatteren Carsten Jensen skrev et essay om virkelighedsflugten og danskerne, der lige siden nederlaget i 1864 ved Dybbøl havde betragtet sig selv som »uskyldige« Men i modsætning til USA og Storbritannien havde Danmark aldrig brugt masseødelæggelsesvåbnene som argument for at gå i krig, forstod man på statsministeren. »Man kan jo altid ønske sig, at man havde udtrykt sig mere præcist«, sagde Anders Fogh Rasmussen. Det afgørende var, at Saddam Hussein ikke ville samarbejde med våbeninspektørerne, og når man samtidig vidste, at den irakiske diktator før i tiden havde haft masseødelæggelsesvåben – og brugt dem – kunne man ikke leve med usikkerheden, gentog Fogh. Hvis nogen ikke troede på ham, kunne de bare slå efter i beslutningsforslaget for den danske krigsdeltagelse. På papiret var der ikke noget at komme efter. Det lugtede af efterrationalisering, for hvad var det nu, Fogh dagen efter krigsudbruddet havde sagt, at »det hele handler om«? »Den farlige trussel fra langtrækkende missiler og risikoen for, at han snart vil råde over atomvåben«. Carsten Jensens essay hed ’Livet i Camp Eden’. Og danskernes følelse af uskyld kunne læses i navnet på den danske militærlejr i Irak: Camp Eden – Paradislejren. Rønne, 2004 »Hvordan bliver jeg normal igen«, tænkte overkonstabel Jesper S. Pedersen, da han vendte hjem fra sin mission i Irak. Hvordan lærte han igen at tænke som andre mennesker? Ganske vist lå Camp Eden der, hvor Paradisets Have efter sigende havde ligget, men der var intet paradisisk over det, han havde oplevet. Stanken af skrald, afføring og petroleum hang i hans næsebor, han så for sig de beskidte børn, der tiggede om mad og vand, og han blev ved med at høre lyden af de projektiler, der fløjtede hen over hovedet på ham den dag, de jagtede en snigskytte, som fyrede løs fra taget af en bygning ved Highway 6. En af kuglerne smældede ind i dørstolpen på Eaglen. Lige ved siden af Jespers hoved. Men han tænkte mest på den irakiske mand, der døde på bagsædet af hans pansrede patruljevogn. Bagefter havde de fløjet en psykolog ned fra København, og Jesper havde haft to-tre samtaler med ham. Det var fint nok. Men filmen blev ved med at køre i hans hoved. Han havde kontrakt med spejdereskadronen i Rønne, men begyndte at køre taxi ved siden af – i pausen inden næste mission. Det at komme hjem var som at skulle vænne sig til at køre i hestevogn, efter i fire måneder at have kørt rundt i en sportsvogn med 200 kilometer i timen. Det hjalp lidt at være taxichauffør og ikke bare hænge på et værtshus sammen med de andre soldater. Han fik tankerne i andre baner. Men nogle gange havde han svært ved at beherske sig, som for eksempel når der var fulderikker, som ikke opførte sig ordentligt i hans taxi. Så stoppede han ganske enkelt op og smed dem ud. Han fandt sig ikke i noget. »Du har ændret dig, Jesper«, sagde hans fætter, da Jesper besøgte ham i Jylland. »Til det bedre eller til det værre?«. Det svarede fætteren ikke på. Abu Ghraib, Irak, 28. april 2004 En glad Lynndie Rana England står med en smøg i munden og tomlen rakt i vejret. Med den anden hånd peger hun – som med en pistol – mod en nøgen mands kønsorganer. Manden har en hætte over hovedet. Det var et af billederne fra Abu Ghraib. Andre viste nøgne fanger dynget sammen på gulvet, indsmurt i afføring, mens fangevogtere iført sorte gummihandsker grinede ad dem. En nøgen mand blev tvunget til at sidde med hovedet inde i skridtet på en anden nøgen fange. Fangevogterne Charles Graner og Sabrina Harman morede sig over en pyramide af nøgne mænd med hætter. En mand stod i sin egen afføring, lænket til tremmer. Charles Graner var i færd med at pakke en iraker ind i en skumgummimadras. Lynndie England holdt en fange, der var kollapset på gulvet, i hundesnor. Det hele blev vist i tv-programmet ’60 Minutes’. Amerikanerne havde omdannet Saddam Husseins tidligere torturkammer til en ydmygelsesanstalt, og hele verden var i chok. Og krigen mod terror havde nået et vendepunkt. Anders Fogh Rasmussen tog til Washington for at møde præsident Bush, som nægtede at skille sig af med skandalens politiske ansvarlige, forsvarsminister Donald Rumsfeld. Billederne var afskyelige, og handlingerne utroligt skadelige, mente statsministeren, som lovede at sige sin ærlige mening til verdens mægtigste mand. »Der forestår derfor et kolossalt politisk og kulturelt oprydningsarbejde efter skandalen i Abu Ghraib-fængslet. For det er jo ikke kun USA, der står for skud i den arabiske verden oven på disse umenneskelige overgreb. Det er os alle sammen. Og det vil jeg fortælle præsident Bush«, sagde Fogh. København, sommeren 2004 Alt, hvad der nu skete, blev vurderet med billederne fra Abu Ghraib i bevidstheden. Hvordan opførte de danske soldater sig egentlig ude ved fronterne? En af dem blev pludselig smidt ud af Camp Eden og fløjet til Danmark. Hun var helt kortklippet og stirrede med et hårdt blik gennem sine ovale briller på alle dem, der anklagede hende for at have ladet fanger sidde i ubehagelige stillinger, nægtet dem vand og kaldt nogle af dem for »hundelorte og pikhoveder«. Efterretningsofficer Annemette Hommel – aktiv KFUK-spejder og forhørsleder – blev sigtet efter den militære straffelov. Og statsministeren kunne under ingen omstændigheder leve med dén affære. Forsvarsminister Gade kommanderede hele Camp Edens lejrledelse hjem. Rædselsscenerne fra Abu Ghraib kastede også et særligt skær over den historie, den danske Guantánamofange var vendt hjem med. Slimane Hadj Abderrahmane fortalte om sine to år i amerikanernes vold. Han var ikke blevet torteret på Guantánamo, men amerikanerne havde slået og sparket ham ved ankomsten til lufthavnen i den afghanske by Kandahar. På den samme lufthavnsbase havde en dansk militærtolk set amerikanerne mishandle fanger, sagde han efter at have været med de danske jægersoldater i Afghanistan. Sagen om Annemette Hommel tegnede ikke et billede af Camp Eden som et dansk Abu Ghraib. Men lejren virkede heller ikke som en paradisets have. Asylcentret i Hjallese på Fyn, september 2003 Paradis for Hakim og Amira lå langt mod nord. De fik svar fra Flygtningenævnet. Der stod, at nævnet ikke kunne tage sig af, at familien var truet af en anden klan i Irak. »Da dette asylmotiv først er kommet frem ved samtalen med Udlændingestyrelsen, finder nævnet ikke, at det kan lægges til grund som troværdigt. (...) Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Hakim og Amira samt to børn skal udrejse straks, jf. udlændingelovens paragraf 33, stk. 1 og 2. Såfremt Hakim og Amira samt to børn ikke udrejser frivilligt, kan de udsendes tvangsmæssigt til Irak, jf. udlændingelovens paragraf 32a«. Hakim og Amira havde fået deres andet afslag. Nu søgte de om humanitær opholdstilladelse i Danmark. Fallujah, Irak efteråret 2004 »Til den elskede bror Said. Jeg beder Allah om, at han vil gøre den til gavn for dig både i livet og efter livet«. Sådan skrev Abu Musab al-Zarqawi – nu Osama bin Ladens mand i Irak – i en Koran, som med års forsinkelse landede hos en boghandler i Brønshøj. Al-Zarqawi sluttede sin dedikation: »Din bror, der håber på sin Herres nåde«. Boghandleren hed Said Mansour og var kendt for sin store interesse i radikal islamisme; hans reoler bugnede af litteratur om sagen, og han havde en rig samling af videoer om Jihad, hellig krig. En af Mansours »brødre« var altså en mand, der sammen med bin Laden var verdens mest eftersøgte terrorist. Amerikanerne udlovede en dusør på 25 millioner dollar og satte alle kræfter ind på at fange al-Zarqawi, som efter alt at dømme holdt til et sted omkring byen Fallujah vest for Bagdad, hvor de udenlandske oprørere havde forskanset sig. Men terroristlederen var som et fantom. Al-Zarqawi stod bag de mest blodige bombeattentater, mente man, og han angreb målrettet Iraks shiitiske flertal for at skabe kaos og borgerkrig i landet. Det tydede også på, at han personligt skar hovedet af den skrækslagne Nicholas Berg. Topterroristen Abu Musab al-Zarqawi var en mand med gode bekendte i Danmark. Danmark og Libanon, inden krigen Mustapha Darwich Ramadan kom fra Libanon, men i 1987 flyttede han til Vesterbro i København. Den lille, iltre og militæruddannede Ramadan var sprængstofekspert og kom i kredse, der diskuterede hellig krig og voldelige aktioner mod de vantro. I 1990’erne begyndte politiet og Politiets Efterretningstjeneste at holde øje med ham. Åbenbart ikke godt nok. 4. april 1997 røvede Ramadan små to millioner kroner fra en pengetransport, der kom fra Arbejdernes Landsbank. Politiet følte sig sikre på, at Ramadan ville bruge pengene til at sponsorere international terror. Vidner havde noteret nummeret på Ramadans flugtbil, og han blev anholdt, da han sammen med sin libanesiske hustru og deres fire børn var på vej til Københavns lufthavn med flybilletter til Syrien. Der udbrød masseslagsmål, da sagen kom for byretten i København. Dommer, anklager og advokater måtte flygte ud af lokalet. Til sidst lykkedes det betjentene at overmande de voldelige tilhørere og den dømte Ramadan, som med udsigten til tre og et halvt års fængsel svingede vildt om sig med en stol. Straks han var ude af fængslet, genoptog Ramadan sin kriminelle løbebane. Han plyndrede Maries Kiosk i Holbergsgade i København og slap af sted med 100.000 kroner. Umiddelbart efter forsvandt han ud af landet. Det var i juni 2001. Ramadan var som sunket i jorden. Han kæmpede muligvis mod amerikanerne i Afghanistan, men først i 2002 dukkede hans navn op i en notits – i et af Beiruts dagblade: Han var netop blevet løsladt fra varetægtsfængsel; sigtet for endnu et røveriforsøg og for planlægningen af et væbnet oprør i Libanon. Frem til Irakkrigens udbrud var Ramadan vendt tilbage til den lille libanesiske by Majdal `Anjar ved grænsen til Syrien. Det var her, hans hustru havde sine rødder. Og det var her, Ramadan boede, inden han rejste til Danmark i 80’erne. Folk i Majdal `Anjar huskede ham som en mand, der ikke gik af vejen for en øl og i det hele taget virkede ret ureligiøs. Men nu optrådte Ramadan i lange muslimske klæder og prædikede islam i dens mest radikale form. Han opmuntrede byens unge mænd til hellig krig og havde et godt eksempel i sin søn Mohammed, der havde afbrudt sin skole og var rejst med fra Danmark. Sønnen var forklaringen på Ramadans muslimske kaldenavn: Abu Mohammed al-Lubnani – eller Mohammeds far fra Libanon. Ramadan tog Mohammed med til Fallujah. Og den 15-årige dreng led angiveligt martyrdøden, mens de opholdt sig i en træningslejr kaldet ’Rawa’. Fallujah, Irak september 2004 Byen havde for en del af verden længe stået som et symbol på vold, en terroristrede. For andre var Fallujah et stolt vartegn over modstandskampen i Irak. Unge mænd var strømmet til fra hele den arabiske verden for at sejre eller dø som martyrer. De havde meldt sig frivilligt til al-Zarqawis milits, og hans løjtnanter havde posteret dem i snesevis af små grupper rundt om i byen. Det var al-Zarqawis by. Hans krigere var unge mænd i gummisko, træningsdragter og fuldskæg, der sad og diskuterede hellig krig mellem granater, sprængstoffer og hjemmelavet raketudstyr. Al-Zarqawi omdøbte i disse dage sin gruppe til ’al-Qaeda i Irak’ efter at have svoret Osama bin Laden troskab. Og Ramadan var med i forreste linje. Amerikanerne mistænkte ham for at have stået i spidsen for en gruppe med mindst 40 selvmordsangreb og over 1.000 døde på samvittigheden. Al-Zarqawi skrev en form for heltekvad til sin »løve«, Ramadan. Under titlen ’Når mænd græder!’. Ramadan var ikke »en af dem, der frygter, men af dem, der kæmper med sit sværd. Én der ikke bukker under, én med et rigtigt løvehjerte«. En dag i Irak sad al-Zarqawi sammen med Ramadan og så tårer løbe ned ad ’løvens’ kinder. »Det er ikke tårer, som når man mister en ven eller møder en savnet. Det er dødens tårer, klarhedens og renhedens tårer«. Ramadan siger til sin chef, at han hverken har sovet eller spist i tre dage. Og al-Zarqawi skriver om afskeden med Ramadan: »Det er et farvel, der har fået mit hjerte med, og som efterlod mig sorgfuld og med tårer i øjnene«. 21. september gik en amerikansk kamphelikopter løs på det hus i Fallujah, hvor Ramadan gemte sig. Ifølge den amerikanske centralkommando blev han dræbt under angrebet. På en islamisk hjemmeside blev den døde Mustapha Ramadan hyldet som en af al-Zarqawis »emirer«, en kronprins. Martyren fra Vesterbro. Asylcentret i Hjallese på Fyn, november 2004 »Ministeriet finder ikke, at Deres klienter og deres to børn opfylder betingelserne for at blive meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens paragraf 9b, stk. 1. Det påhviler herefter Deres klienter og deres to børn at udrejse af landet straks«. Sådan lød beskeden til Hakims og Amiras advokat fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Ministeriet noterede sig oplysningerne fra en psykolog om, at Amira »som treårig oplevede, at hendes far blev henrettet, at hun har lidt af psykiske problemer siden da, at hun er moderat til svært depressiv, og at hun har behov for yderligere psykologsamtaler«. Og så stod der: »Ministeriet skal – for så vidt angår oplysningerne om, at Amira ønsker at dø – bemærke, at efter ministeriets praksis er det ikke i sig selv tilstrækkeligt til at give humanitær opholdstilladelse, at en ansøger oplyser, at han eller hun har haft selvmordstanker/agter at begå selvmord«. Hakim og Amira havde fået deres tredje afslag. Nu vidste de ikke, hvad de skulle stille op.