Bogen solgte i to millioner eksemplarer, blev oversat til talrige sprog og vakte stor opsigt dengang i 1968, da der kun boede 3,5 milliarder på kloden. ’Befolkningsbomben’ var titlen på bestselleren, hvori den amerikanske biologiprofessor Paul Ehrlich og hans hustru Anne Ehrlich lod dommedagsbasunerne gjalde:
»Kampen for at brødføde hele menneskeheden er slut. I 1970’erne vil verden opleve hungersnød – hundrede millioner af mennesker vil dø af sult, uanset hvilket kriseprogram man nu går om bord i. På dette fremskredne tidspunkt kan intet forhindre en betydelig stigning i verdens dødelighed«, stod der i bogens indledning.
I dag – 43 år og 3,5 milliarder verdensborgere senere – kan man roligt fastslå, at ægteparret tog fejl i mange af sine forudsigelser om fremtiden.
Trods fordoblingen af verdens befolkning er vi her som bekendt endnu, og mange af de fattige lande, der blev afskrevet som håbløse tilfælde, er i mellemtiden blevet stormagter og verdens hurtigst voksende økonomier. Som Indien for eksempel, hvor der snart bor 1,2 milliarder mennesker.
LÆS OGSÅ
»Jeg kan ikke på nogen måder se for mig, hvordan Indien i 1980 skal kunne brødføde to hundrede millioner mennesker flere«, skrev Paul Ehrlich, der nu nærmer sig 80 år, men fortsat er en yderst engageret emeritus på Stanford Universitetet i den californiske by Palo Alto.
Paul Ehrlich indrømmer gerne, at ’Befolkningsbomben’ havde sine fejl og mangler, men det har ikke gjort professoren mere optimistisk på sine gamle dage. Tværtimod. For i 1968 anede verden intet om perspektiverne i den globale opvarmning, som de største pessimister nu mener vil udslette 80 procent af jordens befolkning inden 2100.
LÆS OGSÅ
»Da vi skrev bogen, vidste vi, at klimaforandringer ville skade landbruget, men vi vidste ikke, om det ville blive varmere eller koldere. Og så var vi forholdsvis optimistiske og troede, at politikerne ville være kloge og gøre noget ved det. Nu har vi et skue af idioter, der konkurrerer om at blive USA’s præsident – folk, der ikke forstår sig på videnskab og ikke ville kunne finde vej ud af en papirspose, men som ikke desto mindre er de seriøse kandidater. Vi er tydeligvis på vej ud over afgrunden – og hvad diskuterer amerikanske politikere? Om bøsser skal kunne gifte sig. Svaret er i øvrigt: Selvfølgelig, for hvorfor skal vi andre være de eneste, der lider i ægteskabet«, siger Paul Ehrlich.
Ifølge professoren er ’Befolkningsbomben’s hovedbudskab stadigvæk »selvindlysende rigtigt« – at verden har begrænsede ressourcer, og at der kun ser ud til at være to udveje: Enten at vi finder en måde at nedbringe fødselstallet på. Eller at døden løser problemet for os gennem krig, sult, sygdom og naturkatastrofer.
Toppen er ti milliarder
Siden tidernes morgen har profeter forudset verdens undergang, så hvorfor skal vi tro mere på disse dommedagsprofetier, når menneskeheden gang på gang har fundet på tekniske løsninger, kureret sygdomme og fjernet fødevaremanglen med en »grøn revolution«?
Gør det noget, at vi nu er syv milliarder mennesker, når hele jordens befolkning kan stå skulder ved skulder inden for bygrænsen i Los Angeles?
Der er mange andre end Paul Ehrlich at spørge, og når det gælder befolkningstilvæksten, sidder en af verdens førende eksperter på London School of Economics. [citat]
Professor Timothy Dyson ynder at illustrere menneskets udviklingshistorie med et meterlangt stykke hvidt papir, hvorpå han horisontalt tegner en tidslinje og vertikalt en streg for befolkningstallet. De første 10.000 år ligger kurven kedeligt stabilt, men pludselig omkring år 1800 stiger tallet eksplosivt:
Fra en milliard mennesker i 1804, til to milliarder i 1927, tre milliarder i 1959, fire milliarder i 1974, fem milliarder i 1987, seks milliarder i 1999 og syv milliarder mennesker ved udgangen af denne måned. Det er FN’s befolkningskontor, der holder styr på tallene, og hvis man skal tro verdensorganisationens bedste skøn, topper den klaustrofobiske klodes kurve først i 2100 ved godt ti milliarder mennesker.
LÆS OGSÅ
I Yemens hovedstad Sana kan man se tankbiler køre rundt med vand, som millionbyen er ved at løbe tør for. Men også i Danmark og den vestlige verden mærker vi følgerne af efterspørgslen på fødevarer og energi.
»I USA stiger prisen på peanutsmør med en tredjedel i de kommende uger på grund af klimaforandringerne. Det betyder ikke meget for folk som dig og mig, men for en masse fattige mennesker i det her land vil det være noget af en mavepuster. Vi har set oprør i de arabiske lande på grund af stigende fødevarepriser. Systemerne er ved at falde fra hinanden, men det nævnes ikke i de politiske taler«, siger Paul Ehrlich fra Stanford Universitetet.
Andre synes dog, at professoren skulle spise brød til, og til dem hører den canadiske forfatter til flere anerkendte bøger, Dan Gardner. For nylig vakte han international lykke med bogen ’Future Babble’ (Fremtidsvrøvl, red.), der handler om, »hvorfor eksperters forudsigelser fejler, og hvorfor vi tror på dem alligevel«. Ifølge Dan Gardner ligger den psykologiske forklaring ligefor:
»Det er hårdt for os, at vi ikke ved, hvad der sker i fremtiden. Så når en ekspert med cv’et i orden hævder at kunne forudsige den, er det stærkt tilfredsstillende. Også selv om han siger, at katastrofen truer. For visheden om, at katastrofen kommer, er trods alt mere tilfredsstillende end usikkerheden om, at katastrofen muligvis indtræffer«.
Håret i brand
De fleste forskere rammer skiven omtrent lige så godt som en »dartkastende chimpanse«, og Paul Ehrlich er ingen undtagelse, siger Dan Gardner efter at have nærstuderet ’Befolkningsbomben’ og undersøgt, hvad der rent faktisk skete siden:
»Sandheden er, at Paul Ehrlich tog fejl i næsten alt, ligesom så mange andre i 1970’ernes gyldne æra af forkerte forudsigelser. For eksempel fastslår han i bogens begyndelse, at den globale fertilitet uundgåeligt vil stige de kommende årtier. I stedet skete det modsatte.
Men der er stadig mange græsrødder, som vil sværge på, at Ehrlich havde ret i stort set alle sine spådomme. Eller at han i det mindste får ret engang i fremtiden«.
Ifølge Dan Gardner har forskere som Paul Ehrlich i virkeligheden gjort miljøet og klimakampen en kæmpe bjørnetjeneste:
»Antimiljøbevægelsen foretager sig ikke andet end at latterliggøre sagen med henvisning til, at tidligere forudsigelser altid har taget fejl, og derfor vil fremtidige forudsigelser også fejle. Folk tror øjeblikkeligt, at jeg er med på holdet og fornægter alle advarsler om klimaforandringer. Men det har absolut intet på sig. Jeg er helt enig i, at det er et stort problem, som vi må gøre noget ved. Det er umuligt at sige, hvordan verden ser ud om 50-60 år, men det er ligesom med en brandforsikring: Selv om man ikke får brug for den, betaler man den alligevel«.
LÆS OGSÅ
Dan Gardner synes også, at syv milliarder mennesker lyder voldsomt:
»Når vi er så mange mennesker og sandsynligvis når op på ti milliarder inden århundredets udgang, skal der skaffes enorme mængder af mad og vand. Så det er kun fornuftigt at være bekymrede. Men derfor behøver vi ikke at løbe rundt, som om vores hår brænder. Jeg går ind for en politik, der tager højde for mange forskellige fremtidsscenarier. Og det giver god mening at skifte olien ud med vedvarende energi, uanset om klimaforandringerne viser sig at være en fed løgn«, siger han.
Bæredygtigt svind
FN’s befolkningskontor er også nået frem til, at det er bedre at fokusere på mulighederne frem for problemerne, når befolkningstallet i næste uge runder et nyt skarpt hjørne.
Organisationen vælger i en ny rapport om verdensbefolkningens tilstand at glæde sig over, at jordens kvinder generelt føder færre børn end i 1960’erne, selv om befolkningstallet fortsætter med at stige. Engang fik kvinderne i gennemsnit seks børn. Nu er tallet faldet til under det halve.
Samtidig er den gennemsnitlige levealder steget lige så hurtigt, som spædbarnsdødeligheden er raslet ned, og med de rette politiske initiativer og økonomiske udvikling i den fattige del af verden skal det nok gå alt sammen. Der er plads til mere end syv milliarder mennesker, hvis vi bare tænker os om, lyder konklusionen fra FN-organisationen.
Men det er ikke nok til at overbevise en gammel pessimist som professor Paul Ehrlich fra Stanford Universitetet:
»Lige nu er vi fuldstændigt ubæredygtige. Landbrugsjorden, vores grundvand, biodiversiteten er alt sammen ved at forsvinde, og vi gør intet som helst ved det. Snakken om, hvor nemt teknologien kan løse problemerne og skabe en vidunderlig verden med ni milliarder mennesker midt i dette århundrede, er bare skør. Teknologioptimisterne er fulde af lort«, siger Paul Ehrlich og fortsætter:
»Blandt kolleger diskuterer vi altid, hvad chancen er for at undgå civilisationens sammenbrud. Buddene svinger som regel mellem en og 10 procent. Selv mener jeg, der er 10 procent chance, men hvis jeg kan hæve sandsynligheden til 11 procent, så er det værd at gøre for mine børnebørns skyld. Jeg fortsætter kampen, det er helt sikkert«.
Hvis han i dag skulle skrive en revideret udgave af ’Befolkningsbomben’, ville han gøre et nummer ud af kvinders rettigheder, og hvordan alle seksuelt aktive mennesker på jorden fik adgang til god prævention og abort:
»Og så må vi begynde at se på, hvordan vi omfordeler og kontrollerer forbruget. Vi har masser af data, der viser, at så snart vores grundlæggende behov er opfyldt, så føjer forbrug ikke nogen glæde til vores liv. Økonomerne tror, at løsningen på vores problemer er at komme tilbage til en vækstrate på 3,5 procent. Men der er ikke noget, der hedder bæredygtig vækst. Min vigtigste anbefaling ville være det bæredygtige svind«, siger Paul Ehrlich.
[ei]
FACEBOOK
fortsæt med at læse
