Kort før klokken 4 natten til tirsdag udbrød en brand i et asylcenter i Munkedal Kommune nord for Göteborg. Asylcentret ligger ude på landet og består af to bygninger, en hovedbygning og et anneks, og branden opstod i annekset.
Nogle vægtere, som var på stedet, fordi der havde været ballade i hovedbygningen, opdagede tidligt branden og slog alarm til brandvæsenet. Da brandfolkene nåede frem, havde det allerede udviklet sig til en voldsom brand, men de 14 personer, som var blevet evakueret fra bygningen, fik kun lettere røgskader. Politiet efterforsker nu sagen som grov brandstiftelse, men vil ikke gå ud med mere information.




























