De stod på scenen alle sammen, de seks repræsentanter for de seks partier, som sidste fredag indgik en bred indvandringsaftale. Og hver især talte de om en generøs asylpolitik og en værdig modtagelse af de flygtninge, der søger sig til Sverige.
Men ude i de svenske kommuner handler det om andet og mere end fine ord. Her knokler forvaltninger, socialkontorer og skoler med at leve op til målsætninger, som for nogle af kommunerne allerede gav pres for flere år siden. Dengang kom der måske 30-40.000 asylansøgere på et år, men i år regner Migrationsverket (den svenske udlændingestyrelse) med, at 190.000 vil søge asyl i Sverige.



























