Det californiske band Eagles of Death Metal var lige ved at slutte et nummer, da de første skudsalver lød i den parisiske koncertsal Bataclan.
»Det lød som fyrværkeri. Jeg ser sangeren lægge sin guitar, vender mig om og ser en, der er bevæbnet med automatvåben og skyder op i luften. Alle kaster sig til jorden, og derfra er det rent instinkt, der tager over«, fortæller en ung fransk mand, der undslap det blodige terrorangreb i Paris, som alene på spillestedet i 11. arrondissement kostede omkring 100 mennesker livet fredag aften.




























