84. Det var det tal, som blev afgørende, da Dansk Folkepartis top søndag aften gjorde partiets forhandlingsposition op. Mandag morgen ville det blive knald eller fald for en bred aftale om regeringens asylstramninger. Budskabet fra regeringen var ultimativt. Enten måtte DF nøjes med en rund formulering om at få undersøgt mulighederne for at etablere statslige flygtningelandsbyer - eller også ville regeringen sende stramningerne til afstemning i folketingssalen uden at lade DF få noget til gengæld i en aftale.
Men 84 er antallet af mandater, som Socialdemokraterne og DF har i Folketinget tilsammen. Og da asylforhandlingerne brød sammen i forrige uge skete det, fordi DF og Socialdemokraterne stod sammen imod regeringen med kravet om at indføre statslige flygtningelandsbyer. Dengang faldt forhandlingerne til jorden, fordi regeringen ikke ville forpligte sig tilstrækkeligt.




























