De to partiledere havde netop vekslet synspunkter i en intens duel på tv, og nu var det tid til at sige tak for kampen, mens kameraerne stadig kørte og transmitterede live til hele Spanien. Da den 36-årige Albert Rivera og hans et år ældre modpart, Pablo Iglesias (37), lod hænderne klaske sammen, raslede armbåndene på begge de herrers håndled kraftigt. Som ledetråde til dem, der endnu ikke havde fattet, at et nyt regime er på vej i spansk politik ved dagens skelsættende valg.
Hverken advokaten Albert Rivera, leder af det borgerlige midterparti Ciudadanos (Borgerne) eller professor i politik Pablo Iglesias, formand for det venstreorienterede Podemos (Vi kan), bar slips over deres skjorter i tv-mødet. Begge havde de øverste knapper åbnet og armbåndene raslende på håndleddet som de fleste andre spaniere af begge køn i deres alder.



























