Klodens allerfattigste lande risikerer at blive hægtet af det globale udviklingstog. I de seneste år har deres andel af udviklingsbistanden fra de rige lande været faldende. I 2014 satte den samlede bistand ny rekord med 137,2 milliarder dollars (945 mia. kr.), men de fattigste landes andel faldt til det laveste niveau siden 2006.
Mens den samlede bistand steg med godt et par milliarder dollars i forhold til 2013, blev der omkring 4 milliarder dollars mindre til gruppen af mindst udviklede lande, viser en opgørelse, som den økonomiske samarbejdsorgansation OECD fremlagde i sidste uge.




























