Esther (25): Udmattet af sorg

Det var mobiltelefonens beep, der vækkede hende. Esther greb telefonen og så, at klokken havde passeret midnat. Hvem beeper så sent, tænkte hun. Der lå en masse forgæves opkald og en SMS i indbakken. Hendes storebror Ben havde i flere timer prøvet at få fat i hende. Hun åbnede SMS’en. »Esther, far er død«, stod der. Hun gik, nærmest som i trance, ind og vækkede Michael, der sov i det andet soveværelse. »Prøv og læs. Min far er død«. På et splitsekund var hendes mand lysvågen. »Hvad?«. »Læs«, gentog hun. Esther gik ud for at tisse. Og samle mod til at ringe til broren, der bor i et hus få hundrede meter fra forældrene. Da han tog telefonen, kunne hun høre gråd i baggrunden, allerede inden hun hørte hans stemme. Faren var død ved 22-tiden, fortalte Ben. Jamen, havde han da været syg, spurgte Esther. Han havde haft svært ved at trække vejret i et stykke tid, forklarede Ben. Men han havde ikke villet gøre hende bekymret, derfor havde han ikke ringet. Difas Kiganda blev 75 år. De sidste fem-seks år havde han været sengeliggende, lammet af et slagtilfælde. Til sidst desuden slemt plaget af liggesår. Esther satte sig ind på sin seng. Tænkte på alt, hendes far havde gjort for hende. Hvordan han havde slidt i det, med landbruget og jobbet som lærer, hvordan han havde forsaget det meste, så Esther og alle hendes mange søskende kunne komme i skole og den ældste bror Paul på universitetet. Hvordan hendes far altid havde været der for hende. Først ud på morgenen, i de lysegrå timer, kom gråden. Den kom så voldsomt, at en nabo kiggede ind – ængstelig for, at Michael igen var ved at banke Esther. Hun tog af sted tidligt næste morgen. Det sidste stykke vej, fra hovedvejen ind til landsbyen, prajede hun en motorcykeltaxa, en bodaboda. Regnen havde silet ned, og da hun nåede frem, var hun gennemblødt. Esther var styret direkte ind i huset, én havde åbnet en dør for hende, og der lå han. På en måtte nede på gulvet. Synet ramte hende som en hammer. Først nu forstod hun det for alvor. Hun var lige ved at besvime. Difas Kiganda døde torsdag 24. marts og blev begravet om søndagen. Mange gæster fra egnen kom for at sige farvel til den gamle skolelærer. Tre dage senere døde Esthers mosters mand. Og efter yderligere syv dage Esthers næstældste søsters mand. Ifølge traditionerne i familiens stamme skal slægtningene blive flere uger i forbindelse med en begravelse. Så Esther var først tilbage i Kampala i slutningen af april, totalt udmattet af al den sorg. Hun nåede at være hjemme et par dage. Så ringede hendes bror Ben igen. Hans lille søn på et år var død. Af blodmangel som følge af malaria. Endnu engang måtte Esther rejse hjem til landsbyen Itakaibulu. Og en ny begravelse. Hendes far ligger begravet cirka 50 meter fra den lille klynge huse, der udgør Esthers barndomshjem. Graven er støbt i beton i flere niveauer og er egentlig ret imposant. På pladen med farens navn, fødsels- og dødsdag ligger to buketter af plastikblomster. Esther retter på dem og fjerner et par visne blade. Så kigger hun sig lidt rundt, finder en lille sten på jorden og lægger den på kanten af graven. »Det er en skik, vi har. Du skal også lægge en sten«. siger hun. Jeg bøjer mig ned og finder en. Kommer i tanke om slutscenen i filmen ’Schindlers liste’. »Sådan gør jøderne også«, fortæller jeg. »Gør de?«. Hun smiler for sig selv. Der ligger flere grave rundt om på grunden. Esther fortæller, hvem der ligger begravet hvor. Der er bedsteforældres grave. Oldeforældres. En onkel. Esthers ældste bror, der døde af polio som lille. Og hendes ældste nulevende brors første kone og deres barn, som begge døde af en mystisk sygdom, ingen nogensinde fandt ud af, hvad var. Der er flere små grave. Bens lille søns, blandt andre. Børn, der ikke overlevede livets første døgn, de alt for tidligt afsluttede kapitler i en tilfældig afrikansk families fortælling. Efter at Esther har vist os graven, kører vi på familiebesøg. Til Esthers morfar og mormor, der bor en lille kilometer væk. Mormorens søster er der også. Og de to søstre er faktisk begge to gift med morfaren, fortæller Esther. Besøget er uanmeldt, og de gamle krumbøjede og gråhårede mennesker jubler højt over at se Esther. Og skynder sig ind for at skifte tøj. Glæden er gensidig. Esther har tilbragt en stor del af sin barndom her i huset hos bedsteforældrene. »Jeg elsker de her gamle mennesker«, siger hun. Morfar er født i 1920. Han klager over, hvor svagelig han er blevet, og hvor ondt han har i tænderne. I betragtning af, at han kom til verden to år efter Første Verdenskrigs slutning, ser han nu meget godt ud, synes jeg. Vi bliver en halv times tid. På vejen tilbage stopper vi, så Esther lige kan nå at løbe ind og hilse på sin onkels kone nummer to. Den første bor sammen med onklen lige ved siden af Esthers mor, Fida. Sådan er det hele vejen igennem. Mange af mændene har flere koner. Kvinderne føder sjældent færre end seks-syv børn. For en udenforstående er det fuldstændig uoverskueligt at holde styr på familierelationerne. Og det bliver ikke nemmere af, at de rask væk kalder kusiner og fætre for brødre og søskende. »Ja, jeg har en stor familie«, siger Esther og smiler ad min forvirring. Tidligere på dagen har hun diskret spurgt mig, om ikke jeg vil kondolere hendes mor med tabet af manden, og det vil jeg selvfølgelig gerne. Vi skal af sted om lidt, hvis vi skal nå tilbage til Kampala, inden det bliver mørkt. Så det skal være nu. Esthers mor har sat sig på en sivmåtte udenfor huset. Jeg knæler ned ved siden af hende, og med Esther som tolk fortæller jeg om den ene gang, jeg mødte hendes mand og om, hvor klog og rar han virkede – på trods af sygdommen. Og jeg beklager hendes store tab. Hun begynder at græde, tårerne løber også ned ad Esthers kinder. Lidt efter rejser jeg mig. Esther kigger på mig og bevæger læberne. Jeg rynker brynene og hvisker: »Hvad?«. »Skal du ikke give hende penge?«, hvisker Esther tilbage. Penge? Giver man penge? »Øhh, jo«, siger jeg og prøver at se ud, som om jeg bare har forglemt mig. »Nu?«. Esther nikker. Jeg griber forvirret ned i mit mavebælte og fumler den første, den bedste seddel frem. 20.000 shilling, når jeg lige at se, inden jeg giver den til den gamle kvinde. Cirka 60 kroner. Esther ser tilfreds ud. Det kunne hun sgu godt have fortalt, tænker jeg for mig selv.