Esther (24): Sort uheld

Kvinden i de grønne bukser og den sorte vindjakke går langsomt og en kende usikkert hen ad stien, som er både knoldet og glat. Forsigtig, forsigtig ... Regntiden i Uganda er den vådeste i mange år og tegner desuden til at blive ualmindelig lang. De enorme vandmængder har forvandlet det røde støv på slumkvarterernes stier og veje til rene glidebaner, og alle stavrer rundt på stive ben. Normalt er de lokales ansigter venlige og imødekommende. Men lige nu er det hele lutter rynkede pander og sort depression over den himmelråbende uretfærdighed: At de, som dagligt slås med bunker af andre fortrædeligheder, også skal bydes denne meteorologiske ydmygelse, denne tilsyneladende endeløse vaden rundt i mudder fra morgen til aften. Vores kvinde i de grønne bukser er endnu mere forsigtig end de fleste. Hun bevæger sig fremad i den let rullende gangart, der er et fællestræk for gravide kvinder i sjette måned overalt på kloden. Esther er ude at lede efter en ko. En leverandør, som kan forsyne hende med en liter frisk mælk om dagen. Alle gravide har nok at tænke på i forbindelse med fødslen. Men en hiv-smittet gravid skal træffe et ekstra valg, som andre slipper for: Skal hun amme sit barn eller ej? Blandt de måder, hiv kan smitte på, er gennem modermælken. Derfor synes det umiddelbart oplagt, at det skal en hiv-smittet kvinde ikke. Men helt så enkelt er det ikke. For modermælken indeholder en række stoffer, der styrker barnets immunforsvar. Spædbørn, som ikke bliver ammet, vil derfor være mere sårbare over for en række af de sygdomme, der florerer ikke mindst i et fattigt land som Uganda. Så – næsten bogstavelig talt – pest eller kolera? Skal den lille ammes med risiko for, at den bliver smittet med hiv? Eller mades med flaske med risiko for, at babyen bliver smittet med en anden dødelig sygdom? Eksperterne er uenige. Men de fleste anbefaler, at hiv-smittede skal lade være med at amme, og under alle omstændigheder har Esther valgt at lytte til dem. Hun vil made sit barn med – ikke modermælkserstatning, men frisk komælk. Der er masser af høns, ænder, kalkuner og geder i et afrikansk slumkvarter, men ikke meget kvæg. En kvinde ude i slumkvarteret Mutungo har dog nogle køer, har Esther fået at vide af sin veninde Sara, som er taget med for at introducere hende. Besætningen tæller tre køer samt tre kalve. De står som sild i en tønde i en lille, delvis overdækket fold ved siden af kvindens hus. Der står de i øvrigt altid, for kvinden ejer ingen jord, hvor køerne kan græsse, fortæller hun, der er midaldrende, i blomstret kjole og med et blåt og gult tørklæde viklet om håret. Dyrene ligner god gammeldags dansk sortbroget malkerace. Det kan såmænd også sagtens være tilfældet, for der er doneret en hel del dansk malkekvæg til Afrika op gennem tiden. Kvinden og Esther snakker lidt frem og tilbage. Kvinden udpeger den ko, der skal stå for leverancen til Esther. De aftaler prisen, 800 shilling per liter. Det svarer til lidt under tre kroner og er dyrt i et land, hvor mange ikke tjener mere end en tier om dagen. Med i prisen er dog, at kvinden hver dag vil levere den friske mælk hos veninden Sara, der som Esther bor i bydelen Mbuya. Esther kan så hente mælken, når hun har afleveret sin datter Joyce i skole. Men hvorfor alt det besvær, spørger jeg i bilen på vej tilbage. Hvorfor ikke bare købe en liter mælk i en butik? »Fordi det er dårlig mælk«, svarer Esther. Hmm. Men nu har jeg faktisk lige læst en artikel i en af de lokale aviser om en undersøgelse, der viste et foruroligende højt antal farlige colibakterier i mælk, som stammer fra køer i slumkvartererne rundt om Kampala. Årsagen er elendig hygiejne hos mælkeproducenterne. Og man behøver såmænd ikke at være specielt sortseende for at mistænke de hygiejniske forhold ude i den lille fold for at ligge på nogenlunde samme niveau som dyrevelfærden. Nemlig i bund. »Jeg koger selvfølgelig mælken«, siger Esther, inden jeg når at sige noget. Men slår man så ikke noget af alt det sunde ihjel? Kan hun så i virkeligheden ikke lige så godt bruge modermælkserstatning, der er tilsat forskellige vigtige stoffer? Og hvordan er det nu: Er komælk overhovedet egnet til babyføde? Nå, det skal jeg ikke gøre mig klog på. Og Esther skal føde på en af de bedre klinikker i området, hvor hun forhåbentlig får en fornuftig vejledning. Så jeg holder min kæft. Det er ikke med Esthers gode vilje, at hun er blevet gravid. Siden episoden i november 2005, hvor Michael bankede Esther og en hushjælp, så begge kvinder endte på hospitalet, havde parret sovet hver for sig. Michael måtte dengang et par dage i spjældet som et resultat af overfaldet. Han blev først lukket ud, da han indvilgede i at betale en erstatning til hushjælpen og hendes familie. Esther overvejede at flytte fra ham igen – som hun havde gjort forrige gang, han slog hende. Men opgav tanken af samme årsag som i sin tid fik hende til at vende tilbage: Børnene skulle i det daglige være sammen med både deres mor og far. I stedet indgik de to en aftale – i overværelse af politiet og nedfældet på papir – om at blive sammen for børnenes skyld. Men de skulle sove i hvert sit soveværelse. Og det var slut med sex, understregede Esther. I hvert fald med hende. Hvis han havde lyst, kunne han gå til andre kvinder. Hun var sådan set ligeglad. Således fungerede det frem til 25. maj i år. Men så gik det galt. Esther var faldet i søvn. Ved siden af i køjen sov datteren Joyce, som dengang var fem år, mens adoptivdatteren Lillian lå på en måtte i køkkenet, fordi hun dengang stadig tissede i sengen. Det var over midnat, da Esther blev vækket af Michael. Var hun hans søster eller hans kone, spurgte han og insisterede på sex. Esther ville ikke, men der var grænser for, hvor meget hun kunne sætte sig til modværge. For hun ville under ingen omstændigheder risikere, at Joyce skulle vågne, fordi hendes mor og far lå og sloges i sengen. Så hun lod Michael få sin vilje. Der gik uger. Esthers næste menstruation udeblev. Og hun begyndte at få kvalme. Det måtte være aids-medicinen, tænkte hun, for det kunne da ikke passe? Efter bare en enkelt gang? Hen over sommeren fik hun stadig ikke menstruation. Hun sagde ikke noget til nogen, men afleverede en dag en urinprøve til laboranten på Reach Out. Det var 30. september, hun fik at vide, hun var gravid. Abort, tænkte hun først. Det er godt nok ulovligt i Uganda, men som alle steder på kloden er der for desperate kvinder veje uden om det officielle sundhedssystem. Og Esther var villig til at løbe risikoen. Men hvis abort er ulovlig i Uganda, er det dobbelt ulovligt i den katolske kirke. Og hjælpeprojektet Reach Out, hvor Esther både arbejder og er klient, bliver drevet af den katolske kirke i Mbuya. Hun vidste, at hun ville blive smidt ud, hvis det kom frem, at hun havde fået en abort, og den risiko ville hun trods alt ikke løbe. Esther er helt afhængig af den hjælp, hun får, og den løn, hun tjener i Reach Out. Da hun havde født datteren Joyce i 2000, besluttede hun, at hun ikke ville have flere børn, og hun begyndte at få indsprøjtninger, der forhindrede hende i at blive gravid. Men da hun og Michael fik hver sit soveværelse, holdt hun op. Der var ligesom ingen grund til at bruge prævention, når parret ikke længere havde noget seksuelt sammen. Desuden kunne de præventive indsprøjtninger påvirke effekten af aids-medicinen, havde hun hørt. Esther har det skidt med at være blevet gravid. Hvad nu, hvis den lille bliver smittet ved fødslen? Og vil hun selv være i live længe nok til at kunne tage sig af barnets opvækst? For slet ikke at tale om den økonomiske byrde. Godt nok klarer Esther sig relativt godt i forhold til mange af sine naboer og venner. Men fattig er hun immervæk. Hun har også, så længe jeg har kendt hende, været bevidst om, at en af årsagerne til fattigdommen i Uganda, er de mange fødsler. Kvinderne føder i gennemsnit syv børn, det er en af verdens højeste fødselsrater, og befolkningstilvæksten æder ganske enkelt den økonomiske vækst op. »Dem, der læser det her i Danmark, hvad tror du, de nu vil tænke om mig?«, spørger hun mig bekymret. Da hun fortalte det til Michael, blev han lige så forbløffet, som hun selv var blevet. Efter kun én gang? Var hun sikker på, at det var med ham? Hun blev rasende over hans evindelige antydninger. Et par dage efter, at Esther har fortalt mig om, hvordan hun blev gravid, er jeg tidligt om morgenen taget ud til hendes og Michaels hus. Det er den eneste mulighed, jeg har for at komme til at tale med Michael. Han arbejder i et stort indkøbscenter som elektronikmekaniker og er ude ad døren ved ottetiden. Og han kommer som regel først hjem sent om aftenen. I hvert fald når jeg er på besøg, kan jeg konstatere. Det er fordi, at han ret ofte skal montere et eller andet apparat for en kunde efter lukketid, forklarer han. Vi sidder ved siden af hinanden i stuen, hvor et nyt brunmønstret og voluminøst sofaarrangement fylder godt op. Morgenradioen brummer i baggrunden. Efter at have talt løst og fast om forholdene på hans arbejde, forsøger jeg at krabbe mig ind på, hvad der skete den nat. Det er svært at spørge direkte, synes jeg. For uanset hvad der er sket mellem ham og Esther – og at jeg synes, han nogle gange behandler hende dårligt – så sidder jeg altså i hans stue. Og han skylder ikke mig nogen forklaring. Alligevel famler jeg mig frem. Var der ikke noget med, at Esther og han havde en aftale om at sove hver for sig? Så hvad skete der egentlig? »Esther har altid gerne villet have en baby til«, siger han pludselig. Hvadbehager? Det er i lodret modstrid med, hvad Esther har fortalt mig, lige fra den første gang, vi mødtes i maj 2003. Hun har aldrig villet have flere børn. Og har i øvrigt heller ikke haft lyst til sex med ham lige siden, hun fandt ud af, at hun var hiv-positiv. Det er sket før, at jeg får to helt forskellige udlægninger af samme sag fra henholdsvis Esther og Michael. Påstand mod påstand. Så jeg opgiver at komme videre. Jeg kan ikke sidde her og spille de to ud mod hinanden. Ved i øvrigt godt, hvem jeg tror mest på. I stedet spørger jeg, om ikke det er for risikabelt? Om ikke han er bange for, at barnet bliver smittet under fødslen? Han nikker. »Jo. Men vi må jo tage de forholdsregler, vi kan«. Gravide hiv-smittede kan nedsætte risikoen for at smitte deres barn under fødslen fra cirka 50 procent til et sted mellem to og fem procent ved at tage en bestemt form for aids-medicin to måneder inden fødslen. Desuden skal barnet have den samme medicin efter fødslen. Den behandling skal Esther og barnet også igennem. »Vi havde kun sex én gang. Jeg kunne ikke tro det, da hun fortalte mig det«, siger han til sidst. I det mindste er Esther og Michael da enige så langt: Graviditeten er et uheld. Sort uheld. Jeg har ofte diskuteret med Esther, hvornår hun skulle fortælle børnene, at deres forældre er hiv-smittede. Hun har været voldsomt i tvivl og altid henvist til, hvad forskellige rådgivere har sagt til hende: At hun burde vente, til børnene er i hvert fald 12-13 år. Alligevel havde Esther for nogle måneder siden besluttet, at de to ældste, sønnen Emmanuel og niecen Lillian, skulle have det at vide. Men hun var for sent ude. De vidste det begge i forvejen. Emmanuel går på en kostskole, der ligger cirka ti kilometer fra hjemmet. Og der havde nogen vist drengen, der fylder 10 år 2. juledag, en artikel om Esther fra en lokal avis. Artiklen blev bragt, efter i 2005 at have fået en pris af den danske organisation Aids-Fondet. Desuden greb hun engang Emmanuel og Lillian, der er 12 år, i at studere forsiden på den bog, ’Esthers bog’, jeg har skrevet om hende, og hvor ordene hiv og aids er fremhævet med rød skrift. »Hvordan har du det med, at din søn ikke fik at vide, at du er smittet, af dig selv?«, spørger jeg. »Skidt. Men jeg fik da fortalt ham, at jeg er her for ham. Og at medicinen gør, at jeg vil være her længe endnu«. Adoptivbarnet Lillian havde selv regnet ud, hvordan tingene hænger sammen. Hun går på en skole i nærheden, og hendes skolepenge bliver betalt af Reach Out. Det gør organisationen for flere børn på skolen, og da Reach Out udelukkende hjælper hiv-smittede og deres familier, er det ikke svært at lægge to og to sammen. »Lillian fortalte mig, at alle på skolen ved, hvilke børn det drejer sig om, og at de i det daglige bliver kaldt ’de syges børn’«, siger Esther. Tilbage står at fortælle det til Michaels niece Patricia, der bliver 11 til februar, og til den mindste, Joyce, der er 6 år. Inden de selv finder ud af det. Hun har heller ikke fået hiv-testet børnene endnu. Den eneste, der er testet, er niecen Lillian. Hendes mor døde af aids, da pigen var et år. Heldigvis viste testen, at Lillian var negativ. Men Patricias mor døde også af aids. Og om Esther var hiv-smittet, dengang hun fødte sønnen Emmanuel, ved ingen. Men hun blev testet positiv, da hun var gravid med Joyce. Så i realiteten kan alle tre børn altså være smittede, selv om de virker meget sunde og raske. Vi taler om det, hver gang jeg besøger hende. At hun må se at få det gjort. Og ja, det må hun, siger hun. Men det sker ikke. Lige præcis dér går åbenbart grænsen for hendes stædighed og beslutsomhed.