Det er ikke hver dag, at en højesteretsdommer beskylder et andet lands statsoverhoved for mord. Men at dømme efter de officielle reaktioner og mediedækningen tager Moskva det med ophøjet ro, at præsident Vladimir Putin i går blev anklaget for at stå bag giftmordet på den afhoppede russiske agent Aleksandr Litvinenko i 2006.
»FSB-operationen for at dræbe hr. Litvinenko var formentlig godkendt af hr. Patrusjev og også af præsident Putin«, lød den mest opsigtsvækkende konklusion i den 300 sider lange rapport fra en britisk undersøgelseskommission anført af højesteretsdommer Robert Owen.




























