Når to danske ministre i morgen skal til Bruxelles for at redegøre for Danmarks udlændingepolitik, skyldes det især, at gruppen De Grønne i Europaparlamentet har arbejdet hårdt for at få en sådan debat om de danske stramninger.
Under debatten i morgen kan udenrigsminister Kristian Jensen (V) og udlændingeminister Inger Støjberg (V) særligt forvente kritiske spørgsmål fra hollandske Judith Sargentini, som er De Grønnes ordfører på sagen. Sargentini lægger ikke skjul på, at hun ser de danske stramninger som tiltag af så alvorlig karakter, at de bryder med EU’s grundliggende værdier.




























