Danskmarokkaneren Thami Najim, der siden begyndelsen af februar har været sigtet for at undergrave regimet i Marokko, er blevet kendt skyldig og idømt ti måneders fængsel. De marokkanske myndigheder har fundet Najim skyldig i forsøg på at undergrave kongedømmet, oplyser den danske ambassade i Marokko til Politiken. Den 37-årige danskmarokkaner er ifølge Politikens oplysninger et ledende medlem af det islamistiske parti Hizb ut-Tahrirs marokkanske afdeling, som af regimet betegnes som en terrorbevægelse og derfor er ulovlig.
LÆS OGSÅ Dansk sigtet risikerer tortur
Han er født og opvokset i Danmark, hvor han også har været blandt de toneangivende medlemmer i partiets inderkreds. I 2007 flyttede Najim permanent til Marokko med sin familie, hvorfra han siden har deltaget aktivt i Hizb ut-Tahrirs arbejde – blandt andet som webmaster og it-ansvarlig.
Ifølge flere marokkanske medier var Najim »leder af en aktiv celle, der bekæmper staten«. Terrorparagraf ikke anvendt Normalt er strafferammen for forsøg på at undergrave regimet op til fem års fængsel, men den forholdsvis milde straf er ifølge en kilde med kendskab til sagen givet, fordi statsanklageren »havde en svag sag«, men alligevel fik gennemtvunget en dom i det retsplejemæssigt berygtede land. Thami Najim var også sigtet for at have modtaget ulovlige pengebeløb fra udlandet til finansiering af ulovlige aktiviteter – anklager, som dommeren afviste med henvisning til en række lovlige pengeoverførsler fra Najims tidligere danske arbejdsgiver til hans bankkonto. Af samme grund er den særlige marokkanske terrorparagraf, der kan give livstid og sågar dødsstraf, heller ikke anvendt. »Det er glædeligt, at man måtte opgive den sigtelse mod min klient, der gik på terrorfinansiering. Det kunne have givet ham en livstidsstraf. Men det er stadig meget problematisk, at man har strafbelagt en politisk aktivitet«, siger danskmarokkanerens danske advokat, Bjørn Elmquist. Foruden fængselsstraffen er Thami Najim dømt til at skulle betale et mindre pengebeløb.






























